- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Spies-ejer: Vi er ikke i betalingsstandsning

Den britiske rejsegigant Thomas Cook, der i Skandinavien omfatter danske Spies og Thomas Cook Airlines, er ikke i betalingsstandsning, understreger koncernen efter presseforlydender om det modsatte.

Thomas Cook-koncernen er i store økonomiske problemer, men er på vej med en rekapitaliseringsplan, hvor der skydes cirka otte milliarder kroner ind i koncernen. Hvis aktionærerne godkender planen.

Tirsdag opstod der forlydender om, at Thomas Cook-koncernen nærmest var gået i betalingsstandsning. Det skete efter, at det store nyhedsbureau Bloomberg havde udsendt artikel om, at Thomas Cook Group har bedt myndighederne i USA komme under en såkaldt Chapter 15-beskyttelse, mens koncernen får omstruktureret sin store milliardgæld.

Bloomberg skriver, at Thomas Cooks anmodning om Chapter 15 beskyttelse blev indgivet til en domstol i New York. Chapter 15 giver udenlandske virksomheder beskyttelse under den amerikanske konkurslovgivning mod sagsanlæg om blandt andet inddrivelse af gæld fra amerikanske firmaer mens den udenlandske virksomhed forsøges økonomisk omorganiseret.

Dette ønske om beskyttelse i USA under Chapter 15 kommer forud for en afstemning den 27. september blandt Thomas Cooks’ kreditorer, om et klart flertal af disse vil tillade, at for eksempel kinesiske Fosun Tourism Group øger sin ejerandel af Thomas Cook.

Med sit kommende nye milliardindskud vil Fosun øge sin ejerandel af Thomas Cook til 75 procent af turoperatørdelen samt 25 procent af den britiske koncerns flyselskaber, herunder Thomas Cook Airlines Scandinavia. Bankerne vil eje resten af flyselskaberne.

Lisbeth Nedergaard, kommunikationschef i Spies og Thomas Cook Airlines Scandinavia. Pressefoto.

”Vi er ikke i betalingsstandsning”
Lisbeth Nedergaard, kommunikationschef i Spies og Thomas Cook Airlines Scandinavia, siger til STANDBY.dk:

”Jeg bliver ringet ned af medier der vil høre, om vi er gået i betalingsstandsning. Det er vi ikke. Thomas Cook er ikke i betalingsstandsning.

Denne ansøgning i USA er et naturlig led i hele vores rekapitaliseringsplan, hvor amerikanerne beskytter deres kreditorer mod en potentiel konkurs,” siger Lisbeth Nedergaard og fortsætter:

Thomas Cook Airlines er ikke i betalingsstandsning. Det er en sund forretning, vi giver overskud. Det samme gør vores nordiske rejseselskaber – Spies i Danmark, Ving i Sverige og Norge samt Tjäreborg i Finland.

Der er ingen grund til at være urolig for sin Spies-, Ving- eller Tjäreborg-rejse, lyder det fra Lisbeth Nedergaard.

Milliarder på vej
Videre siger pressechef Lisbeth Nedergaard:

”Vores moderselskab, Thomas Cook, er i gang med en stor og meget kompleks rekapitaliseringsplan. I den indgår, at de kinesiske investorer fra Fosun kommer med 450 millioner pund, mens andre kommer med andre 450 millioner pund – på den måde er der næsten otte milliarder kroner på vej ind i Thomas Cook.

Dermed slipper Thomas Cook ikke mere rundt på en kæmpe gæld, men kan fokusere på at udvikle selskabet,” lyder det fra Lisbeth Nedergaard.

På Spies’ Facebook-side stilles der nu bekymrede spørgsmål fra kunder der vil vide, hvor de står i forhold til Thomas Cook-koncernens problemer.

Relaterede artikler:

Britiske myndigheder har nødplan for Thomas Cook-kollaps

Over ét flyselskab konkurs om måneden

Bravo Tours søger fortsat efter ny ejer