- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Spies flyselskab køber nye fly

Thomas Cook Airlines Scandinavia udskifter halvdelen af flyflåden med fabriksnye Airbus A321. Samtidig opgraderes de øvrige fly med nye stole og underholdningssystemer for et tocifret millionbeløb.

De ergonomiske Recaro-stole giver bedre komfort og ca. fire centimeter yderligere benplads.

Thomas Cook Airlines Scandinavia udskifter halvdelen af flyflåden med fabriksnye Airbus A321. Samtidig opgraderes de øvrige fly med nye stole og underholdningssystemer for et tocifret millionbeløb.

De seks nye fly med plads til 212 passagerer leveres inden for de næste 12 måneder. Hvert fly har en listepris på ca. 107 millioner dollar. Vingerne udstyres med sharklets, der giver besparelse på 4% på brændstofforbruget.

”Flyene får ergonomiske Recaro-stole, der giver en bedre benplads på ca. fire centimeter. Endvidere får de det nyeste inden for underholdningssystemer. Det første fly leveres i oktober i år, mens det sidste kommer i februar 2015”, fortæller adm. direktør Torben Østergaard fra danske Thomas Cook Airlines i Dragør.

Ud over de seks nye fly, der erstatter fire A321-fly med 211 sæder og to mindre A320-fly med plads til 177 passagerer, får selskabets Airbus A330 en total renovering af interiøret. Her installeres britiske Acro-stole på økonomiklasse, mens RoyalClass får ekstra store stole fra tyske Zim. I hver stoleryg installeres ni tommers monitorer til film og flight info.

A330-flyene har plads til fra 322 til 396 passagerer og anvendes bl.a. på flyvninger til Thailand og rejsemål som Punta Cana, Aruba og Mexico.