- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Spies-gruppen med rekordresultat

Thomas Cook Northern Europe, som bl.a. Spies og Thomas Cook Airlines er en del af, præsenterer et driftsresultat for regnskabsåret, der sluttede 30. september på 1.461 millioner svenske kroner mod sidste års 1.447 millioner.

Thomas Cook Northern Europe, som bl.a. Spies og Thomas Cook Airlines er en del af, præsenterer et driftsresultat for regnskabsåret, der sluttede 30. september på 1.461 millioner svenske kroner mod sidste års 1.447 millioner.

Antallet af gæster for gruppen steg til 1.534.000 fra 1.499.000 året før. Årsresultatet viser en omsætning i Norden på 14,4 milliarder svenske kroner mod sidste års 13,5 milliarder kroner. Overskudsgraden blev på 10,1% mod 10,7% sidste år.

Spies har også haft et fremgangsrigt år. Her lyder driftsresultatet på 98,3 millioner danske kroner  mod 76,1 millioner kroner sidste år.

”Årets resultat for Spies er meget stærkt, og vi er både stolte og glade for resultatet, som er et af de historisk bedste for Spies. Det udspringer bl.a. af gæsternes tillid til os som rejsearrangør, vores hotelkoncepter samt vækst på fleksible ferierejser med rutefly”, siger adm. direktør Jan Vendelbo.

”Spies’ gæster er generelt meget tilfredse med deres ferier – 97% af gæsterne siger, at de vil anbefale familie og venner at rejse med os”, fortæller Jan Vendelbo.

I de seneste år har Spies satset på ’Dynamic Packaging’ – pakkerejser, der gennemføres med rutefly. Her rammer selskabet en bredere kundekreds. Et af de store vækstområder har været Dubai og rejsemål i Det indiske Ocean. Her har bl.a. Maldiverne været et af de store trækplastre.

”Salget for den kommende vinter ser godt ud. De kanariske Øer er populære og til nyheden Kap Verde er mere end 85% af vinterrejserne solgt. Sommersalget 2018 er godt i gang, og vi ser igen øget interesse for Tyrkiet-rejser efter et par år med et vigende salg. Grækenland tyder på at blive den helt store vinder med ca. 20% flere sommerbookinger end på samme tid i fjor”, siger Jan Vendelbo.

Spies-Gruppen, eller Thomas Cook Northern Europe, rummer Ving i Sverige og Norge, Tjäreborg i Finland, danske Thomas Cook Airlines Scandinavia, samt hotelkæderne Sunwing Family Resorts, Ocean Beach Club by Sunwing, samt voksenhotellerne Sunprime Hotels.

Spies med nye koncepthoteller

Spies klar med Premier League rejser

Thomas Cook og Spies dropper 16 attraktioner