- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Spies optrapper aktiviteterne på Madeira

40 pct. af vinterens charterrejser til den portugisiske ø er allerede solgt.

Efter at den anden af Madeiras to store danske charteraktører, Star Tour, har opgivet den frodige atlanterhavsø, Madeira, vil Spies nu satse stort, fortæller Spies-direktør Jan Vendelbo. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

 

Noget tyder på, at danskerne trods krise og lavkonjunktur føler sig tiltrukket af Madeira. 40 pct. af vinterens charterrejser til den portugisiske ø er allerede solgt, og Spies har indsat fire ekstrafly fra Billund Lufthavn i februar, en måned før sæsonen normalt begynder.

 

Fra næste sommer tilbyder Spies desuden en kombination af Madeira og den lille naboø Porto Santo. Øen, som ligger et par timers sejlads fra Madeira, kan bl.a. prale af en 9 km lang sandstrand, som er unik for den lille portugisiske øgruppe.

 

Madeira er i dag selskabets fjerdestørste rejsemål med 7.000 gæster i 2007/2008.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen