- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Sri Lanka klar med gratis visum til turister

De islamiske terroristers angreb i påsken i år på kirker og luksushoteller kostede over 250 livet, 42 var udlændinge, blandt andet tre danske børn.

Terrorangrebet fik mange lande til at skærpe sine rejsevejledninger for Sri Lanka, i det danske Udenrigsministeriums rejsevejledning er der gult kort med teksten: ”Vær Ekstra Forsigtig.” Udenrigsministeriet har rejsevejledning til over 70 lande – kun ét har det helt røde kort: Afghanistan.

I maj i år måtte Sri Lanka notere en nedgang i ankomsten af udenlandske turister med 70,8 procent sammenlignet med sidste år. For januar til maj i år er antallet af ankomster fra udenlandske turister faldet 13,4 procent.

Men nu, skriver nyhedsbureauet Reuters, har regeringen i Sri Lanka indtil videre besluttet at droppe indtægtskilden med turistvisa fra 48 lande, blandt andet Danmark, der normalt årligt har 20.000 turister i Sri Lanka. Et sådant visum koster mellem 20 og 40 dollars.

“Tilbuddet om ikke at kræve visum fra de 48 lande vil være gældende de kommende seks måneder, hvorefter det vil blive vurderet igen,” siger en talsmand fra Sri Lankas turistministerium til Reuters.

Store indtægter fra turister
Indtil terrorangrebet i april i år var indtægter fra turisme Sri Lankas tredjestørste indtjener af fremmed valuta. Der kom sidste år cirka 30 milliarder kroner i statskassen i Sri Lanka fra turisme, viser officielle tal. Turismen udgør omkring fem procent af Sri Lankas bruttonationalprodukt.

Blandt de lande, der nu bliver undtaget for at skulle have turistvisum, er statsborgere fra udover Danmark også for eksempel de øvrige EU-lande samt Island, Norge og Schweiz plus Thailand, USA, Australien, Sydkorea, Canada, Singapore, New Zealand, Malaysia og Rusland.

Mens Sri Lanka for ti år siden, da den blodige borgerkrig sluttede, havde omkring en halv million årlige turister, var tallet sidste år næsten 2,4 millioner, heraf cirka 20.000 danskere.

Relaterede artikler:

Sri Lanka kæmper for at genvinde turisternes tillid

”Sri Lanka er Østen samlet på én ø”

Udenrigsministeriet fordobler antal rejsevejledninger