- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Stærk vækst i krydstogtturismen

Cruise Copenhagen Network regner med at runde en million krydstogtgæster i 2015.

I løbet af 2010 har der været 662.000 krydstogtturister i København – og CCN ser hen til mellem én og 1,2 millioner krydstogtgæster, når vi når frem til 2015. Hvis det lykkes, vil det generere i nærkeden af to milliarder kroner til Københavns erhvervsliv, skriver borsen.dk.

"Vi skal sørge for, at passagererne bruger en masse penge her i stedet for at bruge dem i Stockholm eller Sankt Petersborg," siger Ole Andersen der er formand for CCN.

CCN arbejder nært sammen med rederierne for at hente flere turister. MSC Cruises er en af de største operatører i Østersøen og besejler for eksempel Skt. Petersborg, Riga, Tallinn og Stockholm, og driftsdirektør Neil Palomba mener, at vækstmulighederne er fine. Til dagbladet Børsen siger han, at efterspørgslen er stigende og at det tyske marked er mere modent end det skandinaviske fordi det kom før i gang.

Det betyder, at tyskerne er et flertal blandt krydstogtrejsende i det baltiske område og Skandinavien.

Neil Palomba er enig med branchen i, at krydstogtferier de seneste ti år er blevet mere folkelige. For eksempel er Disney Cruises kommet på banen målrettet børnefamilierne, som har opdaget denne ferieform.

Skrevet af Flemming Juul