Thomas Cook Northern Europe, der bl.a. tæller Spies, har præsenteret sit næstbedste halvårsresultat nogensinde.
Driftsresultatet for vintersæsonen i Norden blev på 357 millioner svenske kroner mod 345 millioner i tilsvarende halvår sidste år.
Omsætningen blev 5,7 milliarder mod 5,9 milliarder sidste år. Faldet skyldes primært krisen i Egypten, hvor rejsearrangørerne blev tvunget til at stoppe rejserne i en 10 ugers periode. Det kostede ca. 40 millioner svenske kroner. Også den sene påske har påvirket omsætningen negativt.
Spies havde også en rigtig god vintersæson. Vinterresultatet blev på 21 millioner kroner, hvilket er 23 millioner bedre end i tilsvarende halvår sidste år og dermed blandt de bedste vinterresultater nogensinde. Omsætningen blev 574 millioner kroner mos 580 millioner sidste år.
”Recepten på vores fremgang er en stærk markedsposition på de rejsemål, som mange vil rejse til. Samtidig får vi nu udbytte af vores konsekvente satsning på egne hotelkoncepter som Sunwing, Sunprime og Sungarden”, siger Lars Löfgren, koncernchef for Thomas Cook Northern Europe.
”Sommersalget ligger godt til og er lige nu lidt foran samme tidspunkt i fjor. Sommerens mest populære rejsemål er igen i år Mallorca – skarpt forfulgt af Tyrkiet. Vi har satset stort på Tyrkiet og har i denne sommer med succes lanceret Bodrum som nyt rejsemål”, fortæller Spies-direktør Jan Vendelbo.