- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Stadig flere med Metroen til lufthavnen

TURISME: Den 28. september var det præcis 10 år siden, at Metroselskabet åbnede stationen i Københavns Lufthavn. I dag er metroen passagerernes primære transport til og fra lufthavnen.

TURISME: Den 28. september var det præcis 10 år siden, at Metroselskabet åbnede stationen i Københavns Lufthavn. I dag er metroen passagerernes primære transport til og fra lufthavnen.

Antallet rejsende – foruden f.eks. medarbejdere i lufthavnen – der benytter metroen er vokset markant.

Sidste år benyttede over 8,7 mio. passagerer metroen når de skulle til og lufthavnen – det var 1,1 mio. flere end året før.

Knap hver fjerde flyrejsende benytter metroen, oplyser Københavns Lufthavn:

”Metroen til lufthavnen har været en fantastisk succes både for de rejsende og for lufthavnen. Det er ikke mange steder, man kan komme fra centrum af en storby til en stor, international lufthavn på under et kvarter – men det kan man i København”, siger Henrik Peter Jørgensen, kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavn og tilføjer: ”Netop rejsetiden til og fra lufthavnen er vigtig for rigtig mange, eksempelvis når de planlægger en forlænget weekend, ligesom nærhed til lufthavnen er afgørende for mange virksomheder, når de beslutter sig for at etablere sig i et nyt land. På den måde har metroen faktisk flyttet lufthavnen endnu tættere på København.”

Sidste år benyttede godt en million flere passagerer metroen til lufthavnen end året før. Det skyldes særligt den store stigning i flyrejser til og fra Københavns Lufthavn samt byudviklingen og befolkningstilvæksten i København.

”Når Metroens Cityring åbner i 2019 vil stationer som Hovedbanegården og Frederiksberg station være inden for 15-20 minutters transport fra lufthavnen,” siger Metroselskabets kundedirektør, Rebekka Nymark.

Over halvdelen af de rejsende til og fra lufthavnen bruger offentlig transport. Ud over Metroen også tog og busser.