- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Stena Line køber rejsekoncernen DTF Group

Fra årsskiftet overtager et datterselskab under svenske Stena Line danske DTF Group med 130 medarbejdere på rejsebureauer i bl.a. Hjørring, Aalborg og Århus. DTF er Danmarks tredjestørste kør-selv rejsebureau.

Det har længe været kendt i rejsebranchen at DTF Group blev forsøgt solgt. Nu er det lykkedes, oplyser selskabet. Fra 1. januar overtager den svenske rejsebureauvirksomhed Sembo, der er en del af den store familieejede rederivirksomhed, Stena Line, den danske rejsekoncern.

 

Efter frasalget for nylig af Check Point Travel i Århus omfatter DTF Group i dag: DTF-Travel, Best Travel, Nemrejse.dk og den tyske gren af koncernen, FeriDe.

 

DTF Group omsætter samlet for ca. 400 mio. kr. om året, oplyser selskabet i en pressemeddelelse. I 2009 bookede 270.000 gæster rejser gennem et af DTF Group´s rejseselskaber.

Der oplyses ingen salgspris for DTF Group. DTF er en forkortelse for Dansk Total Ferie.

 

DTF-gruppen regnes som Danmarks tredjestørste kør-selv rejsebureau. Bureauet har også andre rejsetilbud.

 

Som led i aftalen med Stena Line forlader stifteren af DTF Group, 53-årige Bent Jørgensen, virksomheden. Den kokkeuddannede Bent Jørgensen vil fremover bl.a. koncentrere sig om bestyrelsesarbejde og sit spanske restaurationseventyr med restauranten ved Malaga ”Roca Tranquila,” der næste års optages i den franske spiseguide Michelin.

 

DTF Groups nuværende direktør, Henrik Jørgensen, fortsætter efter 1. januar som adm. direktør, oplyser selskabet.

Stena Line og Sembo beskrives af DTF Group ”som den naturlige arvtager som mangeårig samarbejdspartner og kollega i branchen.”

Sembos mål med købet af DTF er fremover at kunne tilbyde kunder, der foretrækker ferie i egen bil, flere overnatningsmuligheder på alle tider af året, oplyses det.

 

”DTF-Travel komplementerer i høj grad Sembo’s virksomhed, så vi produktmæssigt nu får en meget stærk position i Europa og ikke mindst i Skandinavien,” siger Jari Virtanen, adm. direktør i Sembo.

 

Virtanen understreger, at de to virksomheder trods overtagelsen kommer til at forsætte som selvstændige brands, mens der fremover skal samarbejdes om IT-udvikling, produktion, administration og udvikling af kundeklubber. Med overtagelsen bliver Sembo samtidig den femte største rejsearrangør i Sverige.

 

Sembo er et 100 pct. ejet datterselskab under Stena Line. Virksomheden er grundlagt i 1987 og har i dag 50 ansatte i Helsingborg. Omsætningen var i 2009 på 360 mio. kr., da 120.000 rejsende bookede ferie gennem virksomheden.

Skrevet af Henrik Baumgarten