Lavprisselskabet åbner sit eget reklamebureau og IT-firma, der også skal sælge løsninger til andre flyselskaber.
Sterling har netop etableret et reklamebureau og et IT-firma, der ud over at løse opgaver for lavprisselskabet også skal betjene andre virksomheder i transportbranchen, skriver Berlingske Tidende, lørdag.
Reklamefirmaet med navnet Fiton Danmark er stiftet som et ligeligt ejet selskab med det islandske reklamebureau Fiton. Selskabet skal udnytte den viden, Sterling har opbygget gennem sin nylige rebranding og sælge den til andre virksomheder, som står over for samme opgave. Derudover skal firmaet løse markedsføringsopgaver for Sterling.
IT-firmaet Travelteq APS er et fuldt ejet datterselskab under Sterlings ejer, Northern Travel Holding, hvor medarbejdere er overflyttet fra Sterlings interne IT-afdeling. Firmaet skal levere specifikke løsninger til luftfartsindustrien, f.eks. online indtjekningssystemer og systemer til håndtering af kundeservice. Samtidig skal firmaet sælge de systemer, Sterling selv har udviklet.