- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Sterling-konkurs tæt på en mia.

Den seneste opgørelse fra kurator viser gæld for 870 mio. kr., og der tælles stadig. Selskabets bogføring ikke a jour

Konkursen i Sterling Airlines A/S kan formentlig konkurrere direkte med IT Factory om at blive den dyreste konkurs i Danmark i de seneste mange år. I den seneste opgørelse har kurator i boet efter lavprisselskabet opgjort den foreløbige gæld til mindst 870 mio. kr. Gælden kan stadig nå at vokse, dels fordi der stadig anmeldes krav til boet, dels fordi bobestyrerne fortsat arbejder på at bringe bogføringen i Sterling a jour.

  

På positiv-siden er der foreløbig opgjort værdier for 97 mio. kr. i Sterling, men flere af disse må anses for tvivlsomme. Således er en lejet hangar i Billund Lufthavn, hvor Sterling havde forkøbsret, optaget med en værdi på otte mio. kr., ligesom bobestyrerne foreløbig ansætter krav mod rejsebureauer og andre samarbejdspartnere til 12 mio. kr.

  

En afgørende forskel på aktiv-siden kan Sterlings sikkerhedsstillelser og deposita overfor leasingselskaber gøre. I alt havde det konkursramte flyselskab givet deposita og sikkerhed for 245 mio. kr., men en væsentlig del af dette beløb regner kuratorerne med, at leasingselskaberne vil modregne, når Sterling-flyene bliver leveret tilbage.

  

Kuratellet i Sterling venter at kunne offentliggøre en endelig liste over aktiver og passiver inden udgangen af februar. Læs mere om Sterlings konkurs og den nye konkurrencesituation, i Stand By, som netop er udkommet.

 

Skrevet af Christian Peschardt