- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Sterling-salg er ikke gennemført

Palmi Haraldsson var for hurtigt ude med melding om, at han ejer Sterling 100%. Handelen er nemlig slet ikke gennemført.

Sidste uges melding om, at det Palmi Haraldsson-kontrollerede investeringsselskab Fons har overtaget samtlige aktier i selskabet Northern Travel Holding, der blandt andet ejer Sterling, viser sig nu at være forkert.

 

Stand By har i dag fået bekræftet, at investeringsvirksomheden Stodir (tidligere FL Group) stadig ejer 35% af aktierne. Til Stand By siger Stodirs kommunikationschef, Julius Thorfinnson, at der ganske rigtigt eksisterer en aftale mellem Stodir og Fons om, at Fons skal overtage de sidste 35% af NTH. ”Der er imidlertid flere uafklarede aspekter ved aftalen, og det er ikke færdigt endnu”, siger Thorfinnsson. Direkte adspurgt bekræfter han, at Stodir stadig ejer 34,78% af aktierne i Northern Travel Holding. Han vil ikke kommentere, hvornår den endelige handel i givet fald kan ventes gennemført.

 

Stodir solgte i december 2006 Sterling for ca. 1,570 mia. danske kroner til det nystartede holdingselskab Northern Travel Holding. Betalingen faldt med 470 mio. kr. kontant, mens de resterende 1,1 mia. kr. blev skudt ind i Northern Travel Holding som et treårigt aktionærån. Samtidig indtrådte Stodir (dengang FL Group) som storaktionær med de 35% af aktierne i det nye selskab. Aktier, som altså stadig ligger hos Stodir, trods Palmi Haraldssons erklæring om det modsatte.

 

I dag vil Stodir ikke oplyse, om det 1,1 mia. kr. store aktionærlån er tilbagebetalt eller ej. Selskabet vil heller ikke fortælle om lånet i givet fald er afskrevet helt eller delvist. ”Vi forventer at komme med en melding i løbet af kort tid” lyder beskeden fra kommunikationschefen.

 

Stodir er i disse dage i søgelyset i en helt anden sag, nemlig som storaktionær i det islandske ejendomsforetagende Landis, der i går måtte erkende, at man stadig ejer det nødlidende danske ejendomsfirma Keops. Ifølge danske medier i dag kan Landis-ejerskabet blive yderligere en økonomisk udfordring for Stodir, idet ejendomsselskabet risikerer at tabe op til en halv mia. kr. på den mislykkede Keops-handel.

 

Stand By har i dag forsøgt at få en kommentar fra Sterlings kommunikationsdirektør, Rulle Westergaard. Kommunikationschefen nægter imidlertid at kommentere aktiehandlen, der skulle gøre Palmi Haraldsson til eneejer af Northern Travel Holding – og dermed af Sterling. ”Det er selskabskonstruktioner, det kommenterer jeg ikke”, lød det, da Stand By talte med Westergaard i dag. Sterlings kommunikationschef er ellers i gårsdagens udgave af dagbladet Børsen citeret for, at Palmi Haraldsson ”har købt sine kompagnoner ud”.

Skrevet af Christian Peschardt