- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Stigende smittetal bremser rejselyst

Stigende smittetal i Europa får mange danskere til at vente med vinterrejsen, det kan sætte stopper for et allerede hårdt ramt rejsemarked. Det viser undersøgelse for Gouda Rejseforsikring.

Hver tredje dansker havde planlagt en rejse til udlandet denne vinter, men et flertal afventer eller har aflyst rejsen på grund af de stigende smittetal. Hver tredje vil gennemføre turen som planlagt, den resterende del har aflyst eller venter med at bestille til smittesituationen har forbedret sig.

Det skriver Gouda Rejseforsikring i en pressemeddelelse. I den siger Dan Kjølhede Laursen, direktør for Gouda Rejseforsikring: ”Det vidner om stor årvågenhed blandt danskerne, at så mange er opmærksomme på, at deres rejse kan blive forhindret eller forstyrret af stigende smittetal på tværs af Europa.

Men rejsebranchen er klar til at tage imod de rejsende, og så længe man følger Udenrigsministeriets rejsevejledninger, kan man med tryghed tage ud og opleve, hvad vores europæiske naboer har at byde på.”

Den nye undersøgelse er foretaget af Kantar Gallup for Gjensidige Forsikring og Gouda Rejseforsikring i sidste og denne måned blandt 1.543 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år, oplyses det.

Stor efterspørgsel efter afbestillingsforsikring
Den seneste periode har familiemedlemmerne Gjensidige og Gouda haft tæt på dobbelt så mange henvendelser fra kunderne sammenlignet med samme periode i både 2020 og 2019. Udover spørgsmål om lokale restriktioner, bliver der købt afbestillingsforsikringer.

”Vi oplever stor efterspørgsel efter afbestillingsforsikringer, og det vidner om, at mange danskere gerne vil rejse, men også er opmærksomme på risikoen for, at deres tur kan blive forhindret af for eksempel restriktioner på destinationen,” siger Dan Kjølhede Laursen og tilføjer:

”For at afbestillingsdækningen skal være gyldig, skal den være købt før eller samtidig med rejsen bliver bestilt. Desværre må vi skuffe en del kunder, der havde fravalgt dækningen, men som nu gerne vil have den alligevel, fordi de kan se, at restriktionerne kan forhindre deres rejse. Derfor er det vigtigt, at man husker at købe den rigtige forsikring, når man planlægger sin rejse.”

Det blev danskerne spurgt om
I Gallup-undersøgelsen for Gouda, fik deltagere der angiver, at de vil rejse eller havde planlagt at rejse til udlandet i løbet af vinteren, følgende spørgsmål:

”Har de stigende smittetal på tværs af Europa fået dig til at vente med at købe rejse eller overveje om du vil rejse denne vinter?”

48 procent svarede ja til denne svarmulighed: ”Ja, jeg afventer med at bestille og betale planlagt rejse til smittesituationen har forbedret sig.”

35 procent svarede: ”Nej, jeg rejser som planlagt.”

Seks procent klikkede ved denne svarmulighed: ”Ja, jeg har aflyst planlagt rejse på grund af høje smittetal.”

De resterende 12 procent svarede: ”Ved ikke.”

Gouda sælger blandt andet sine rejseforsikringer hos op mod 400 nordiske rejsebureauer.

Relaterede artikler:

Danske rejseforsikringsselskaber fraråder ikke rejser

Vi har fået flere rejsebureaukunder

Dansk rejseforsikringsselskab lukker

Specialistselskaber ikke med i test af rejseforsikring