- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Stjernevurdering med forbehold

MANDAGSKLUMME: Danske hoteller er blevet internationale her fra nytår. I hvert fald hvad stjerner angår. Optagelsen i Hotelstar Union skal ikke forveksles med Michelin, og vurderingen er ikke andet og mere end en strømpil.

MANDAGSKLUMME: Danske hoteller er blevet internationale her fra nytår. I hvert fald hvad stjerner angår. Optagelsen i Hotelstar Union skal ikke forveksles med Michelin, og vurderingen er ikke andet og mere end en strømpil.

Af Ejvind Olesen  

Nej, der kommer ikke anonyme, udenlandske personer og booker sig ind på Hotel Marienlyst i Helsingør eller på Munkebjerg i Vejle, skridter terrænet af og gør notater på en lille blok for at bedømme, hvor mange stjerner hotellet skal have i den fælleseuropæiske Hotelstars Union.

Det er kort sagt ikke meningen, at danske hotelstjerner bliver internationale på den måde. Hvis et hotel har fire stjerner i Danmark, har det det også i Tyskland, Schweiz eller i Frankrig, men det betyder ikke det samme. Sagt på en anden måde tror man på hinanden, men hvert land beholder sine egne kriterier i stjernekrigen.

Der findes mange forskelige former for hotelklassifikationer i de europæiske lande. Derfor kan det ikke blive andet end en strømpil. Og vil til stadighed være genstand for debat, og her er det Hotrec (International Hotelsammenslutning, som danske Horesta er medlem af), hvis medlemmer prøver at finde fodslag.

Den optimale og neutrale vurdering – som Michelin forsøger at være på restaurantsiden, men næppe er – findes ikke for hotellernes vedkommende. Et hotel med en enkelt stjerne i Frankrig har ikke samme kvalitet som en stjerne i Danmark. Og i Spanien, som indtil videre heller ikke er medlem af Hotelstar Union, går det rent galt. Her kan det også skattepolitisk have betydning, hvilken kategori hotellet havner i.

I Danmark er stjernerne betinget af faciliteterne, men ikke af service og kvalitet til daglig. Heller ikke af personalet. Dog fra kategori 3 skal der være to-sprogede ansatte. Et minimumskrav i kategori 1 er, at der er bad og toilet på alle værelser. Et andet eksempel er, at der på kategori 4-hoteller, skal der være mindst en a la carte restaurant.

Da den første runde i Horesta kom i sin tid med krav om klassifikation, var der enkelte medlemmer, som meldte sig ud i protest. De røg for eksempel et trin ned, hvis der ikke var spejl i legemsstørrelse på hvert værelse. I dag er det hele lidt lettere. Skulle kravet om badetøfler i kategorien med 4 stjerner ikke være opfyldt, kan de faktisk fås på udsalg i øjeblikket.

God international forbrugerorientering er der brug for i dansk turisme. Derfor skal nyskabelsen være velkommen.