- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Stor amerikansk hotelkæde til Skandinavien

Den amerikanske hotelgigant Hyatt rykker ind i Skandinavien ved at overtage driften af hotel i Stockholm. Kæden er også på vej med hoteller i Finland og Island – men endnu ikke Danmark.

Hyatt Hotels Corporation overtager driften af det nuværende First Hotel Reisen med 144 værelser og suiter i det centrale Stockholm, der fra starten af det nye år skal markedsføres under varemærket The Unbound Collection by Hyatt.

Det bliver Hyatts første hotel i Skandinavien; hotelkæden er i Norden på vej med Grand Hansa Hotel i Helsinki og Hyatt Centric Reykjavik i Island, oplyser Hyatt i en pressemeddelelse.

Hotell Reisen ligger ud til havnen i Stockholm og blandt andet tæt på kongeslottet.

”Hyatt har fokus på at få hoteller på rejsemål, der efterspørges af vores gæster og Stockholm har længe stået på vores ønskeseddel. Hotell Reisen blir en perfekt tilføjelse til vores Unbound Collection by Hyatt,” siger Peter Norman, udviklingsdirektør for Hyatt i Europa, og tilføjer: “Vi ser frem til yderligere at udvikle Hyatt-varemærket i Norden.”

STANDBY.DK har kontaktet Hyatt for at høre, om hotelkæden også har planer om at komme til Danmark.

Hotellets navn, Reisen, stammer fra omkring 1750 og den hollandske kaffehandler Frederik Reiss. Hans datter begyndte senere at udleje værelser i bygningen.

21 varemærker fordelt på 900 hoteller
“Vi glæder os til samarbejdet med Hyatt,” siger Anders Moe, koncernchef for ejendomsselskabet Host AB, der blandt andet ejer bygningen med First Hotel Reisen. Host AB har i alt 17 hotelejendomme i Danmark, Norge og Sverige.

Der er i forvejen i Europa otte hoteller under varemærket The Unbound Collection by Hyatt.

Hyatt Hotels Corporation er en stor amerikansk hotelkæde med hovedkvarter i Chicago. I alt tæller Hyatt 21 hotel-varemærker fordelt på over 900 hoteller i 65 lande verden over.

Varemærkerne tæller high end navne som Park Hyatt, Miraval, Grand Hyatt, The Unbound Collection by Hyatt, Hyatt Regency og selve Hyatt.

Relaterede artikler:

Så åbnede Hilton på Færøerne

Københavnerhotel topper i global læserundersøgelse

Hoteloperatør tavs om omstridt entreprenør