- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Stor fest for kendt hoteldirektør

Sandra Plesner Weinert fotograferet i lørdags af Zuhal Kocan med sin bedre halvdel, Marc, og deres børn, der alle har et Guldsmeden Hotel i København opkaldt efter sig, fra venstre Axel samt tvillingerne Manon og Babette.

HOTELLER: Den 3. juli runder en af Danmarks kendte hoteldirektører 50 år. I lørdags fejrede 200 familiemedlemmer, kolleger, nære venner og tætte samarbejdspartnere hende. Parret bag kæden åbner snart nyt hotel i europæisk hovedstad.

I 1999 åbnede ægteparret Sandra og Marc Plesner Weinert deres første hotel i aarhusianske Guldsmedgade, deraf navnet på deres boutique-hotelkæde, Guldsmeden Hotels.

Sandra Plesner Weinert fylder 3. juli 50 år, men allerede i lørdags fejrede hun sin kommende runde fødselsdag på Halvandet på københavnske Refshaleøen med 200 familiemedlemmer, kolleger fra Guldsmeden, nære venner og samarbejdspartnere i rejsebranchen som Sandra og Marc er tæt på, herunder standby.dk

Forleden åbnede Guldsmeden Hotels i Gyldenløvesgade sit femte hotel i København, Manon les Suites – det øger kædens værelseskapacitet i København ca. 20 pct.

Nyskabelsen på hotellet med 87 værelser og suiter er bl.a. en swimmingpool og en fantastisk grøn gårdhave.

Flagskibet i København er foreløbig Guldsmeden Hotel Axel, samt hotellerne Babette og Manon samt franchise-hotellerne, Bertram og Carlton.

Guldsmeden klar til Berlin

Guldsmeden Hotels åbner til september sit første hotel i Tyskland – hotellet på Postdamer Strasse ligger tæt på Postdamer Platz, hvor Berlin-muren løb, og dermed tæt på Berlins centrum, Brandenburger Tor.

Ejerne af Guldsmeden Hotels har købt hotellet i Berlin. Hotellet vil efter ombygningen til ca. 15 mio. kr. komme op på 81 værelser ved at inddrage bygningens loftetage.

Udvider i København

Men også i Guldsmedens største hotelby, København, sker forandringer. Kæden har købt genbo-hotellet til sit flagskibshotel, Axel, Hotel du Nord i Colbjørnsensgade. Hotel du Nord ombygges nu for 20 mio. kr. til at være en del af Guldsmeden Axel, opkaldt efter Sandra og Marc Plesner Weinerts søn af samme navn.

De 65 værelser på Hotel du Nord vil fra genåbningen efter sommerferien være en del af Axel, der i dag har 129 værelser og suiter.

På årsplan omsætter Guldsmeden Hotels-koncernen for over ca. 200 mio. kr. og har ca. ti pct. i overskud.

Guldsmeden har egne eller franchise-hoteller i foreløbig København, Aarhus, Oslo, Menton mellem Nice og den italienske grænse og på Bali – det nyeste Guldsmed-hotel uden for Danmark, Eyja, åbnede sidste forår i Islands hovedstad, Reykjavik, med 65 værelser.