- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Stor forøgelse hos danske Sun-Air

Cimber Sterlings konkurs har givet jyske Sun-Air stor fremgang i passagerer og fly. Selskabet får til efteråret fire nyere fly og forventer i år passagertallet øget med 100.000.

Siden Cimber Sterlings konkurs i maj har Sun-Air med hovedkvarter i Billund Lufthavn åbnet fem nye ruter; der næsten vil fordoble selskabets passagertal og samtidig giver behov for flere fly.

 

Sun-Air oplyser til september-udgaven af Stand By, at selskabet til efteråret modtager fire nyere Dornier 328-jets til de nye ruter – samt ekstra frekvenser på flere af selskabets eksisterende.

 

Sun-Air, der flyver som franchisepartner for British Airways, har i forvejen 11 tyske Dornier-fly, primært jets, men også enkelte propeldrevne. Begge typer har i Sun-Airs version plads til 32 passagerer.

 

”For at klare efterspørgslen på de nye ruter, vi åbnede efter Cimber Sterling, har vi i øjeblikket lejet tre Dornier 328, mens vi venter på de fire ekstra fly. Dermed kommer vi op på 15 Dornier-fly i operation,” siger Sun-Airs kommercielle direktør, Kristian Tvergaard, til Stand By.

 

Sun-Air kigger på atter at flyve dansk indenrigs fra næste år samt måske åbne mellem Københavns Lufthavn og London City Airport.

 

”Vi har bl.a. en dialog med store firmaer i Esbjerg-området om muligvis næste år at åbne den længe lukkede rute mellem Esbjerg og København. Fra København vil vi gerne genoptage beflyvningen på den også lukkede rute til London City Airport, men det kræver nogle tilfredsstillende ankomst- og afgangstider i lufthavnen,” siger Kristian Tvergaard. Sun-Air flyver allerede mellem Billund og den lille lufthavn i det centrale London.

 

Sun-Air åbnede tidligere i år ny rute fra Billund til München – og efter Cimber Sterlings konkurs er det blevet til yderligere fem ruter.

 

I august lettede selskabet mellem Gøteborg og Manchester, ruten var tidligere fløjet af svenske Skyways/City Airlines, der havde samme ukrainske ejer som Cimber Sterling – det svenske selskab krakkede også i maj.

 

De seneste måneder har Sun-Air også overtaget disse tidligere Cimber Sterling-ruter: fra Billund til Oslo, Stockholm Bromma og Bergen samt fra Aalborg til Oslo.

 

De fem nye ruter forventes at give Sun-Air yderligere 100.000 årlige passagerer i forhold til sidste regnskabsår, hvor det blev til 130.000 rejsende på selskabets rutenet ud af Jylland.

 

Fra hjemmebasen i Billund flyver Sun-Air udover de nævnte destinationer også til Bruxelles, Düsseldorf, London City, Manchester og München. Hertil kommer ruterne fra Aarhus til Gøteborg (og derfra videre til Manchester) samt til Stockholm Bromma.

Skrevet af Henrik Baumgarten