- STANDBY.dk - https://standby.dk -

København hjælpes af dansk turistfremgang

Aldrig har så mange danskere holdt ferie i København som denne sommer. Men mange udenlandske turister mangler. ”Det et udtryk for en omskiftelig tid,” siger WoCo’s direktør.

I København plejer hovedparten af turisterne at være udenlandske. I år er der flere fra nabolande som Norge, Sverige og Tyskland end tidligere, til gengæld er der færre fra England, markant færre fra USA og kun meget få fra Kina, skriver Wonderful Copenhagen i en pressemeddelelse.

Baseret på nye tal fra Danmarks Statistik for årets seks første måneder, havde hovedstadsregionen alene i juni i år en fremgang på 11,9 procent overnatninger sammenlignet med juni 2019. Tallene viser en stigning i danske turister på 34 procent og tilbagegang af internationale turister på fire procent.

Blandt de internationale turister ses en fremgang af tyske turister i København på syv procent og svenske på 22 procent – men en tilbagegang af amerikanske på 18 procent og britiske overnatninger på 12 procent.

”Oven i det har krigen i Ukraine og de afledte effekter heraf afløst corona som en generel udfordring og et kæmpe benspænd specifikt for Københavns mangeårige succes med krydstogtturister. Her forventer København i år stor nedgang i krydstogtgæster,” lyder det fra WoCo.

I 2019 havde København cirka 940.000 krydstogtturister. I runde tal var cirka hver fjerde fra Nordamerika, navnlig USA, hver fjerde var fra Tyskland, der var også 25 procent fra England, mens resten fordelte sig over ”øvrige lande.”

Frygter samme billede resten af sommeren
Den store forandring af, hvor Københavns turister kommer fra, fremgår af de seneste tal fra Danmarks Statistik over overnatninger på hoteller og så videre i juni.

”Selvom der officielt kun er sat tal på juni indtil videre, så er det Wonderful Copenhagens vurdering på baggrund af forskellige datakilder, at der vil tegne sig nogenlunde samme billede, når juli og august opgøres,” konstaterer WoCo.

Det store antal danskere på ferie i København skal ses i lyset af en sommer, hvor en lang række faktorer har gjort udlandsrejser mere usikkert, herunder kaos i den europæiske lufttrafik, krigen i Ukraine, de stigende brændstofpriser og generel usikkerhed om økonomien, skriver WoCo.

Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen, siger i pressemeddelelsen: ”En lang coronakrise har kostet hovedstadens turisme et tab i omsætning på over 49 milliarder kroner. Så det er glædeligt og tiltrængt med gode tal for hovedstaden igen – selvom der stadig er virksomheder i erhvervet, der er ramt på økonomien, ikke mindst dem, der særligt lever af krydstogtturisterne og turister fra de oversøiske markeder.

De ekstramange danske turister i København denne sommer er en rigtig stor gevinst, det afhjælper den store nedgang i krydstogtturister og de oversøiske markeder. Det er dog åbenlyst, at den store fremgang i danske besøgende er udtryk for en omskiftelig og usikker tid for at rejse internationalt – så man kan ikke forvente, at det ekstrahøje niveau af danske gæster kan fastholdes på længere sigt,” siger Mikkel Aarø-Hansen.

Danske turister har ifølge WoCo et gennemsnitligt døgnforbrug på 1.950 kroner, en international turist bruger i snit 2.150 kroner i døgnet, mens en amerikansk turist har et døgnforbrug på 2.350 kroner.

Relaterede artikler:

Flere hotelovernatninger i Danmark end før corona

Færre krydstogtgæster koster Danmark millioner

Danskere stadig interesseret i ferie på hjemmebanen