- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Stor fyringsrunde i Aller Leisure-rejsebureauer

Rejsebureauerne i Aller Leisure-gruppen har opsagt 34 medarbejdere i sine seks danske rejsebureauer; sidst i marts blev 20 ansatte fyret.

”Vores medarbejdere har det seneste halve år gjort et fantastisk stykke arbejde, også med uhindret at refundere vores gæster deres penge for annulleringer og afbrudte rejser,” siger Morten Krüger, administrerende direktør i Aller Leisure i en pressemeddelelse mandag formiddag og tilføjer:

”Derfor er det også ekstra smerteligt, at vi i dag har måtte opsige 34 kollegaer forholdsmæssigt fordelt på alle Aller Leisures rejseselskaber i Danmark.”

Aller Leisure tæller i Danmark rejsebureauerne Gislev Rejser, Kulturrejser Europa, Nilles Rejser, Nyhavn Rejser, Stjernegaard Rejser og Zen Luxury Travels.

I foråret havde man i Aller Leisure en forventning om, at dele af verden igen ville begynde at åbne stille og roligt op for turisme. Det betød bl.a. en kort – omend mindre – opblomstring i salget i begyndelsen af juli, hvilket medførte optimisme i takt med, at udenrigsministeriets rejsevejledninger blev lempet til gul flere steder.

Men Aller Leisure opsagde sidst i marts 20 medarbejdere på sine rejsebureauer.

Skærpede rejsevejledninger
Aller Leisure skriver i sin pressemeddelelse i dag: ”Nu er udviklingen desværre vendt, hvor rejsevejledningerne bliver skærpet, og salget er meget langt under forventningerne, og der er ingen tegn på, at det ændrer sig foreløbigt, hvilket betyder, at Aller Leisure er nødt til at foretage tilpasninger.

”Vi bliver nødt til at få skabt ro samt sikre, at vores virksomheder kan leve med en væsentlig lavere omsætning de kommende mange måneder. Derfor skærer vi væsentligt i alle omkostninger,” siger Morten Krüger og fortsætter:

”Det er desværre nødvendigt at foretage disse markante nedskæringer til trods for, at der fortsat er visse hjælpepakker, men hjælpepakkerne er langt fra tilstrækkelige i den nuværende situation.”

Fortsat tillid fra ejerne
Aller Holding har fortsat stor tillid til Aller Leisure gruppen, og ser den som et vigtigt forretningsområde i Aller koncernens fremtidige vækstplaner, står der i pressemeddelelsen:

”Vi vil, når det på et tidspunkt bliver muligt at rejse igen, fortsat fremstå som nogle af de bedste og stærkeste inden for vores branche,” siger Morten Krüger.

Milliardomsætning
Normalt har de danske rejsebureauer i Aller Leisure omkring 100.000 årlige gæster, hvor de seks danske rejsebureauer under normale år samlet omsætter for lidt over en milliard kroner.

Aller Leisure oplyser ikke omsætningstal for de enkelte rejsebureauer, men baseret på estimater fra Dansk Brancheanalyse og rejsearrangørernes egne oplysninger, fordeler omsætningen sig nogenlunde således:

Nyhavn Rejser: 300 millioner kroner i årlig omsætning, Gislev Rejser 250 millioner kroner, Stjernegaard 210 millioner kroner, Nilles Rejser 150 millioner kroner og Kulturrejser Europa 110 millioner kroner i årlig omsætning. Hertil kommer det lille Zen Luxury Travels.

Relaterede artikler:

Stor fyringsrunde i Danmarks største rejsebureau

Nye i spidsen for Aller Leisure-rejsebureauer

”Min fyring kom som lyn fra en klar himmel”

Opsigelser i Danmarks største rejsebureaugruppe