- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Stor luftfartsgruppe får ny chef i Danmark

LUFTFART: Med erfaring fra SAS og senest reservationssystemet Travelport er en dansker fra næste måned ny salgschef i Danmark for to af Europas største flyselskaber. Hun erstatter landechefen, der har fået nyt job.

Anita Wagner Feddersen bliver ny chef for Air France KLM i Danmark.

LUFTFART: Med erfaring fra SAS og senest reservationssystemet Travelport er en dansker fra næste måned ny salgschef i Danmark for to af Europas største flyselskaber. Hun erstatter landechefen, der har fået nyt job.

47-årige Anita Wagner Feddersen bliver fra slutningen af juni ny chef for Skyteam-medlemmerne Air France og KLM i Danmark. Hun får titel af salgschef og afløser den franske landechef Frederic Descours, der har fået nye job i koncernen.

Anita Wagner Feddersen er uddannet fra Copenhagen Business School i Business Administration, hvor hun har en cand. merc. i strategi, organisation og ledelse. Hun har bl.a. været en årrække i SAS på et lederprogram med udstationering i Stockholm og Paris. Indtil sidste år var hun chef for salgsteamet hos Travelport, der bl.a. har reservationssystemerne Galileo og Worldspan. I tidligere jobs har hun haft lederstillinger indenfor flere områder og har bl.a. arbejdet med salg, ledelse, forhandling og procesoptimering.

Hos Air France KLM bliver Anita Wagner Feddersen en del af den nordiske ledelse.

22 daglige flyvninger

Air France flyver i Danmark til såvel Billund som København, mens KLM foruden disse to lufthavne også betjener Aalborg. Sidste år havde KLM som sjettestørste flyselskab i Københavns Lufthavn over 545.000 passagerer, en stigning på næsten seks pct., mens Air France havde over 376.000 rejsende.

Air France og KLM har i dag på hverdage op til 22 daglige flyvninger fra Amsterdam og Paris til Danmark.

”Vi byder Anita velkommen i Air France og KLM’s danske team og har stor tro på, at hendes erfaring vil være en stor fordel for os. Danmark er ét af vores højest prioriterede markeder, og vi har stærkt fokus på at tilbyde de bedst mulige produkter. Det professionelle danske team og jeg er helt trygge ved at give stafetten videre til en så kompetent person som Anita,” siger den afgående landechef for Air France KLM, Frederic Descours. Efter to år i Danmark skal han nu være General Manger for Air France KLM i en række lande på et andet kontinent end Europa.

Standby.dk kunne i marts oplyse, at Air France KLM var gået i gang med at finde ny sales manager for gruppen i Danmark. Som led i en kursændring var det ønsket at få en dansk chef. Hidtil er chefen i Danmark kommet fra Air France eller KLM.

I jobspecifikationerne stod, at sales manageren skal rapportere til Air France KLM’s general manager for Nordeuropa i Stockholm og at den nye danske sales manager bliver flyselskabernes højest placerede repræsentant i Danmark.

Air France KLMs nuværende vicechef, Jens Vestergaard, Senior Key Account Manager, skal fremover varetage kontakten til de to flyselskabers største firmakunder i Danmark og Island.