- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Stor strid om SAS

FLYSELSKABER: SAS gav søndag aften de strejkende kabineansatte i Danmark et ultimatum om enten i dag kl. 12 at have oplyst, om de fremover vil møde til deres vagter, eller blive opsagt. Mange af de kabineansatte er utrygge ved SAS’ planer for Cimber-projektet. CAU-medlemmerne mødes igen kl. 9 mandag morgen.

Næstformand i CAU, Jean Pierre Schomburg, interviewes til TV-Avisen; foto: CAU.

FLYSELSKABER: SAS gav søndag aften de strejkende kabineansatte i Danmark et ultimatum om enten i dag kl. 12 at have oplyst, om de fremover vil møde til deres vagter, eller blive opsagt. Mange af de kabineansatte er utrygge ved SAS’ planer for Cimber-projektet. CAU-medlemmerne mødes igen kl. 9 mandag morgen.

”Det er bydende nødvendigt at få en afklaring fra de kabineansatte,” sagde SAS’ koncerndirektør for driften, Flemming Jensen, søndag aften på TV2 News, da han oplyste om det brev/mail, SAS samme aften havde sendt til de ansatte for at få dem til at genoptage arbejdet.

90 pct. af SAS’ ca. 1.500 kabineansatte i Danmark er organiseret i fagforeningen Cabin Attendants Union.

Næstformand i CAU, Jean Pierre Schomburg, der gennem weekenden var CAU’s talsmand i medierne, sagde til TV2 News, at SAS’ trussel om opsigelser var helt uforståelig: ”Det ville have klædt Flemming Jensen og SAS at have søgt en forhandlingsløsning. Dette er psykologisk krigsførelse og helt uanstændigt,” sagde han bl.a.

CAU blev i går i Arbejdsretten pålagt at få sine medlemmer til at genoptage arbejdet. Det lykkedes ikke. Den overenskomststridige strejke har siden i fredags betydet langt over 100 aflysninger af SAS-fly fra Københavns Lufthavn. Alene i går, søndag, var der mere end 50. Aflysningerne koster SAS millioner af kroner.

Flemming Jensen sagde, at kun omkring halvdelen af SAS’ fly var kommet af sted. SAS har allerede aflyst over 30 flyvninger til og fra Københavns Lufthavn i dag, mandag, viser selskabets hjemmeside. Ingen ved endnu, hvornår trafikprogrammet er normaliseret.

Politiken.dk skrev søndag aften, at der er nyt medlemsmøde for kabineforeningens medlemmer i dag kl. 9 på Park Inn hotel i Kastrup.

I går, søndag, skrev SAS’ pressechef i Danmark, Trine Kromann-Mikkelsen, på SAS’ hjemmeside bl.a.: ”Arbejdsretten har i dag påbudt medarbejderne at gå i arbejde. Arbejdsrettens afgørelse er ikke blevet fulgt, og de sædvanlige arbejdsretlige virkemidler er derfor udtømt. Der er tale om en helt uacceptabel situation, SAS er derfor nødt til at gribe til ekstraordinære midler.

Det er SAS’ opfattelse, at CAU ikke har gjort det, der skal til, for at få medarbejderne i arbejde. Den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse har negative samfundsmæssige og økonomiske konsekvenser. Derfor er det nu nødvendigt, at SAS tager yderligere skridt for at normalisere vores drift.

Helt konkret betyder det, at hver enkelt kabinemedarbejder inden (kl. 12 i dag, mandag, red) skal meddele SAS, om man møder på arbejde. Såfremt det ikke sker, vil det være at betragte som de pågældende medarbejdere har bragt deres ansættelsesforhold til ophør.”

På CAU’s hjemmeside skrev fagforeningen lørdag bl.a.: ” Det er ikke lykkedes CAU at få kontrol over foreningens medlemmer. Klokken 16.45 (lørdag) bad næstformand Jean Pierre Schomburg medlemmerne, som er samlet til møde på Hotel Hilton i Københavns lufthavn, om at gå i arbejde igen.”

”Jeg har i klar tekst sagt til medlemmerne, at de skal genoptage arbejdet. Men de har i lige så klar tekst sagt til mig, at det vil de ikke, før CAU har en overenskomst i Cimber,” siger Jean Pierre Schomburg til CAU’s hjemmeside.

CAU tilbød utallige gange gennem weekenden, at man var klar til at forhandle – SAS sagde hver gang, at det ville man gerne, men først når arbejdet var normaliseret.

Jean Pierre Schomburg forklarede på hjemmesiden, hvorfor CAU-medlemmerne er så vrede over situationen.

”Med Cimber-fidusen fratager SAS vores medlemmer retten til at vælge, hvilken fagforening, der fremover skal forhandle deres overenskomst. Og når de samtidig overflyttes med udsigt til ringere løn, mere arbejdstid og mindre ferie, så siger de altså fra.”

”Hvis Cimber-fidusen lykkes for SAS, er det en bombe under den danske arbejdsmarkedsmodel. Så vil enhver arbejdsgiver kunne købe eller lave et datterselskab med en billig overenskomst og overflytte alt personalet til datterselskabet med omgående varsel. Og vupti, så har arbejdsgiveren med ét slag reduceret personaleomkostningerne uden ”besværlige” forhandlinger med lønmodtagerne. Hvis vi ikke længere kan regne med de overenskomster, vi indgår med arbejdsgiverne, så har den danske model givet fortabt,” sagde Jean Pierre Schomburg.

I går søndag blev 147 kabineansatte fra SAS i Danmark tvangsoverflyttet til SAS’ datterselskab Cimber.