- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Stor tilfredshed med Qatar Airways første tre år i Danmark

LUFTFART - Det er gået over forventning siden flyselskabet rykkede ind i Københavns Lufthavn – først med et lille fly fire gange om ugen. I dag flyves dagligt med et langt større – og Qatar Airways kigger på mulighed for mere end en daglig afgang.

LUFTFART – Det er gået over forventning siden flyselskabet rykkede ind i Københavns Lufthavn – først med et lille fly fire gange om ugen. I dag flyves dagligt med et langt større – og Qatar Airways kigger på mulighed for mere end en daglig afgang.

Qatar Airways er et af de tre store flyselskaber fra Den arabiske Gulf – sammen med Emirates fra Dubai og Etihad Airways fra Abu Dhabi har trioen set store vækstrater på dets ruter fra bl.a. Europa til deres hjemmelufthavne og derfra ud i verden. Alene Qatar Airways åbner i snit en ny destination om måneden.

For tre år siden startede selskabet på Københavns Lufthavn – først med en lille Airbus A319, men ruten har længe været betjent dagligt med en stor Airbus A330.

Qatar Airways har den i to versioner, den ”mindste” har 24 sæder på Business Class og op til 236 på Economy Class, hvor der i øvrigt nu serveres gratis champagne. Men typen findes også i en version med 300 pladser – denne bruges også på ruten til Københavns Lufthavn. Og med ofte fuldt hus på det daglige fly kommer Qatar Airways op på at have ca. 100.000 årlige passagerer mellem Qatars hovedstad, Doha, og København.

Qatar Airways chef for Norden, Günter Saurwein, siger i forbindelse med selskabets tre første år i København: “Vi har oplevet en fantastisk vækst på kort tid på ruten mellem København og Doha. I forbindelse med vores tre år på destinationen, vil vi takke vores passagerer for støtten, loyaliteten og anerkendelsen af vores femstjernede in-flight-service og produkt.”

Qatar Airways flyver også dagligt fra Doha til Stockholm og Oslo.

Rejsebureauerne booker over 70 pct. af sæderne på Qatar Airways’ fly fra Danmark. Efterspørgslen er så stor, at selskabet kigger på at øge på København og Stockholm. Foreløbig er der ikke ledige fly – selskabet har som andre flyselskaber måtte om rokere i sin flåde mens de nye Boeing 787’ere fortsat står på jorden.

Bangkok er i øvrigt den destination flest passagerer med Qatar Airways skal til fra såvel Danmark som Sverige. Blandt de andre topscorere fra Danmark er Bali, Katmandu, Manilla, Sri Lanka, Maldiverne og Indien, alene her betjener Qatar Airways 13 destinationer.

Et problem for flyselskabet er dets vækst – den giver trængsel i den nuværende hovedlufthavn i Doha. Derfor er Qatar også langt fremme med at klargøre sin nye storlufthavn Doha Hamad International Airport – også kaldet NDIA (New Doha International Airport). Den får i første omgang plads til 50 mio. passagerer om året. Den er dog af mange årsager flere år forsinket, men forventes ibrugtaget sidst på året til en pris af ca. 100 milliarder kr.

Qatar Airways har foreløbig 121 fly til 125 destinationer i Europa, Mellemøsten, Afrika, Asien og Nord- og Sydamerika. I den kommende tid udvides til bl.a. Chicago, USA (10. april), og Salalah i Oman (22. maj) og kinesiske Chengdu (september).

Qatar Airways, der indenfor et år kommer med i Oneworld-alliancen, har bestilt over 250 nye fly, bl.a. Airbus A350, A320 og A380 samt Boeing 787 og Boeing 777.

De tre store gulf-selskaber kritiseres ofte af flyselskaber fra bl.a. Europa og Nordamerika for at producere for billigt.

Forleden sagde Air France KLM’s bestyrelsesformand, Jean-Cyril Spinetta, til Financial Times, at de europæiske regeringer ikke må tillade Emirates og de andre Gulf-selskaber større adgang til Europa, før gulf-selskaberne kan overbevise om, at de konkurrere på lige fod med f.eks. deres europæiske modparter. Det vil være ”selvmord” hvis de nuværende restriktioner mod gulf-selskaberne blev fjernet uden sikkerhed for, at de konkurrerer på lige vilkår.