- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Storbritannien fjerner gult kort til Thailand

Mens “the British Foreign & Commonwealth Office” har fjernet advarslen om ikke-nødvendige rejser til Thailand, fastholder det danske udenrigsministerium sin advarsel om ikke-nødvendige rejser til Bangkok.

Oversvømmelserne i Bangkok har hidtil kostet 530 døde i 22 provinser i Thailand.

Det danske udenrigsministerium skriver, at regntiden har medført store oversvømmelser i dele af Thailand, herunder også omkring og i Bangkok, hvor flere nordlige og vestlige bydele står under vand.

Det danske udenrigsministerium fraråder indtil videre ikke-nødvendige rejser til Bangkok. Dette gælder dog ikke Bangkoks hovedlufthavn, Suvarnabhumi, som fungerer normalt.

 

Transport mellem Suvarnabhumi og Bangkok centrum er ikke berørt, men der er risiko for, at oversvømmelserne kan afskære hovedfærdselsåren fra Bangkok til det sydlige Thailand, herunder Hua Hin. Såfremt denne rute oversvømmes, kan der for findes alternative farbare ruter mod Hua Hin og Sydthailand.

 

Udenrigsministeriet har gennem flere år frarådet alle ikke-nødvendige rejser til og igennem de sydlige provinser (Songkhla, Narathiwat, Yala og Pattani). Udenrigsministeriet fraråder også alle ikke-nødvendige rejser til grænsen til Cambodja. Rejser henover og tæt langs den resterende del af grænsen til Cambodja samt grænsen til Burma (Myanmar) bør generelt gennemføres med forsigtighed, og rejsende opfordres til først at sætte sig ind i den lokale situation.

 

Ambassaden i Bangkok opdaterede i lørdags sin hjemmeside og skrev bl.a.:
”Situationen ser ud til at være i bedring. Myndighederne er i fuld gang med at pumpe vandet ud af de berørte områder i en lang række af de nordligere beliggende distrikter af byen.”

 

Skrevet af redaktion