- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Store Kro i Fredensborg skal være mere folkelig

HOTELLER: Indtil videre er kroen, nabo til dronningens slot, lukket. ”Jeg har tabt mange penge på det projekt,” siger ejeren Niels Fennet, som dog fortsat har mod på at åbne igen.

HOTELLER: Indtil videre er kroen, nabo til dronningens slot, lukket. ”Jeg har tabt mange penge på det projekt,” siger ejeren Niels Fennet, som dog fortsat har mod på at åbne igen.

Store Kro i Fredensborg har haft mange ejere, som på trods af den fine beliggenhed har givet op. Niels Fennet købte i 2000 et nedkørt hotel af Stig Husted Andersen og brugte et stort beløb de næste fire år på en renovering.

De 33 værelser fik en tiltrængt opgradering. Det samme gjorde restauranterne, som i fremtiden skulle satse på gourmetmad. Og det slog helt fejl. Restauranterne skulle primært leve af de lokale, men de er faldet fra på grund af de høje priser.

Det er Frederiksborg Amts Avis, der skriver den sørgelige historie, som på mange måder viser, hvor svært det kan være at få balance i økonomien for hoteller og restauranter, selv om man bor i et område med mange internationale gæster.

I følge avisen giver Niels Fennet ikke op. Han har haft stor succes med CabInn hotelkæden og vil straks i det nye år åbne med en nyt og billigere koncept.

”Jeg har været meget ked af, at det ikke gik bedre, for jeg har brugt mange penge på Store Kro. Det høje gastronomiske niveau holdt ikke på nogen måde. Vi mistede de lokale, og vi mistede Bistroens glade gæster,” siger han til avisen.

Der blev startet et driftsselskab sammen med restaurantchef Tina Kragh, som trådte ud for et halvt år siden. De 20 ansatte blev sagt op i begyndelse af december og har ikke fået nogen løn her i julemåneden. Da Niels Fennet ikke har erklæret selskabet konkurs, kan Lønmodtagernes Garantifond ikke komme ind i billedet endnu.

Der kold luft mellem Tina Krag, der synes det er dybt uretfærdigt mod de ansatte, og Niels Fennet. Ingen af de to ønsker at udtale sig om den side af sagen.