- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Storlufthavn risikerer konkurs inden åbning

Forsinkelsen af Berlins nye storlufthavn koster det statslige selskab bag lufthavnen, FBB, 20 mio. euro om måneden, skriver Ritzau.

 

På pressemøde sidste måned i København, sagde Air Berlins kommercielle direktør, Paul Gregorowitsch, til takeoff.dk: ”Som vi ser det, er der meget begrænsede chancer for, at Brandenburg-lufthavnen åbner til den nye bebudede dato, 17. marts næste år. En ny forsinkelse vil være en skændsel.”

 

Air Berlins kommercielle direktør forudså, at lufthavnen først åbner næste sommer – et år forsinket. Air Berlin er største flyselskab i den tyske hovedstad.

 

Det statsejede selskab bag lufthavnen risikerer at gå i betalingsstandsning i slutningen af november, skriver Berliner Morgenpost. Problemer med brandsikkerheden fik lufthavnen til med kort varsel at afblæse den bebudede åbning 3. juni og udskyde den til marts næste år.

 

Det har også vist sig, skriver Ritzau, at der er foregået byggefusk ved opførelsen af lufthavnen. Det koster skønsmæssigt selskabet bag lufthavnen, FBB, en milliard euro at rette op på byggeskaderne.

Skrevet af redaktionen