Byggeriet af ny hotel med ni etager er blevet udskudt, da en manglende tilladelse spænder midlertidigt ben for planerne. Udvikleren fortæller dog, at operatøraftalen er faldet på plads.
Egentligt var det planen, at byggeriet af et stort nyt hotel i Kalundborg skulle være sat i gang i løbet af marts, men håndværkerne kan godt blive i skurvognen lidt endnu. Projektudvikleren er nemlig blevet nødsaget til at udskyde første spadestik. Det skriver Sjællandske Nyheder.
Det er omkring et år siden, at det første gang kom offentligheden for øre, at et stortanlagt hotelprojekt var på vej i den sjællandske købstad, hvor blandt andet travlhed hos Novo Nordisk har medvirket til at øge efterspørgslen efter indkvarteringsmuligheder.
Netop fremgang hos medicinalgiganten blev sidste år angivet som en af årsagerne til, at der mentes at være et marked for Esbern Snare Hotel og Konferencecenter, som det nye hotel i hvert fald indtil videre er blevet navngivet.
Lader vente på sig
Det kommende hotel skal opføres på en grund, der ligger i umiddelbar nærhed af Kalundborg Rådhus. Ejendommen ventes at blive ni etager høj og 12.000 kvadratmeter stor. Hotellet får en kapacitet på 180 værelser og lejligheder. Derudover indrettes det blandt andet med restaurant og konferencecenter.
Projektudvikler Per Bendix fra Udviklingsselskabet BLP har dog netop bekræftet, at man må droppe den hidtidige plan om at sætte gang i byggeriet i marts, men i stedet regner han med, at det kan gå i gang i løbet af årets tredje kvartal.
Det er blandt andet en fortsat manglende byggetilladelse fra Kalundborg Kommune, der er årsag til, at starten på byggeriet forsinkes. Per Bendix satser på, at den er på plads inden sommerferien. Herefter skal der sikres finansiering på omkring 400 millioner kroner.
Har landet aftale med operatør
Til trods for forsinkelsen regner udvikleren for nuværende fortsat med, at hotellet vil stå klar til at tage imod de første gæster i løbet af 2028.
Det har tidligere lydt, at man satsede på at få en dansk hotelkæde til at blive operatør af hotellet. Nu bekræfter Per Bendix, at selskabet bag hotellet både har en aftale med en totalentreprenør og en endnu unavngiven operatør på plads, hvilket er en fordel set i lyset af den forsinkede tilladelse.
”Der er tale om en meget kompetent og potent operatør. I fællesskab er vi gået dybt ned i detaljerne – langt mere, end man normalt ville gøre på et så tidligt stadie i et sådant projekt. Dermed er vi meget langt med planlægningen, når vi får byggetilladelsen på plads,” siger han til Sjællandske Nyheder.
Relaterede artikler:
Vil snart tage første spadestik til hotel med ni etager