- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Stort prisfald på flyrejser fra Aalborg

Siden efteråret 2009 er det blevet op til 25% billigere at flyve til europæiske storbyer fra Aalborg Lufthavn. Der har også været et prisfald i København, som fortsat er den billigste danske lufthavn, mens der er status quo i Billund og Aarhus. Det viser seneste udgave af Dansk Flyprisindex.

Siden efteråret 2009 er det blevet op til 25% billigere at flyve til europæiske storbyer fra Aalborg Lufthavn. Der har også været et prisfald i København, som fortsat er den billigste danske lufthavn, mens der er status quo i Billund og Aarhus. Det viser seneste udgave af Dansk Flyprisindex.

Direkte flyruter stimulerer efterspørgslen og skaber vækst. Derfor ser man de laveste billetpriser i lufthavne, der har flest direkte ruter. I en årrække har Københavns Lufthavn været billigste afrejselufthavn til de europæiske storbyer, mens Billund kommer ind på andenpladsen.

Men i de senere år har Aalborg gjort sig gældende og er lige i hælene på Billund. Billetpriserne er siden efteråret 2009 faldet med 23%, viser Dansk Flyprisindex, der tjekker de billigste billetpriser med rutefly til 10 europæiske storbyer fra de danske lufthavne. I samme periode er priserne faldet med 12% i København, mens Billund og Aarhus har et prisfald på henholdsvis en og to procent.

I det seneste pristjek fra Travelmarket.dk er Københavns Lufthavn billigste afrejselufthavn med udgangspunkt i flyrejser i uge 24 (10. til 16. juni 2013). Her er gennemsnittet af de laveste billetpriser til 10 destinationer blot 766 kroner. Fra Billund er gennemsnittet 1.209 kroner, mens Aalborg kommer lige efter med 1.290 kroner. Dyrest er det at rejse fra Aarhus, hvor man i gennemsnit skal betale mindst 1.506 kroner, til de samme 10 destinationer.

“Aalborg er begunstiget af attraktive gennemgangspriser med Norwegian via København, men lufthavnen har også tiltrukket nye direkte ruter til flere storbyer,” siger adm. direktør Ole Stouby fra Travelmarket, der udgiver Dansk Flyprisindex.

“De mange lavprisruter fra København er vanskelige at hamle op med for provinslufthavnene. Dog kan jyderne rejse relativt billigt til feriedestinationerne med Ryanair fra Billund og Aarhus,” siger Ole Stouby.