- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Stort underskud for Hotel d’Angleterre

Ifølge borsen.dk kom Hotel d'Angleterre ud af 2012 med et betydeligt underskud, som gør, at selskabets egenkapital er væk og ejerne må skaffe ny kapital.

Ifølge borsen.dk kom Hotel d’Angleterre ud af 2012 med et betydeligt underskud, som gør, at selskabets egenkapital er væk, og ejerne må skaffe ny kapital.

Hotellet har været under en gennemgribende ombygning de seneste år, og kunne genåbne en del af hotellet 1. maj. Trods renoveringen har hotellet nedskrevet værdien med 435 millioner kroner, skriver business.dk.

Resultatet for 2012 lyder på minus 461 millioner kroner, og egenkapitalen er bogført som negativ med 386 millioner kroner. Det betyder, at ejerne – Remmen Fonden – må skaffe ny kapital til det fornemme hotel.

Det er ombygningen, der er årsag til de røde tal på bundlinjen. Selve ombygningen blev dyrere end forventet og har samtidig blokeret for indtjening.

”Der har været stabilitetsproblemer i bygningen, og der har været bly i malingen. Derfor har vi været tvunget til at lave blysanering. Det har været med til at gøre renoveringen dyrere og længerevarende”, siger hoteldirektør Dorte Rønnow Hansen ifølge borsen.dk.