- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Strandhotel med stressbehandling

Med femdages stresskurser på SeaWest går Strandhotellerne til kamp mod danskernes stresspukkel.

Kurserne henvender sig til private, som vil tilbage på jobbet, og til virksomheder, som vil hjælpe sygemeldte medarbejdere. Forløbet omfatter kognitiv terapi, kostvejledning, wellness og træning i kropsbevidsthed.

Formålet er at bringe deltagerne i bedre balance med sig selv og genskabe arbejds- og livsglæden. Kuren er en blanding af afslapning, naturoplevelser, afstressende behandlinger og forskellige former for coaching og terapi. Tryghed og ro er forudsætninger for et vellykket kursus, og derfor bliver deltagerne tildelt en kontaktperson ved ankomsten. Der vil også være en supervisor til stede ved alle øvelserne.

Også den fysiske side af stressbehandlingen bliver der taget hånd om. Ridning på islandske heste, svømning, morgenmotion, daglig massagebehandlinger og gåture i den omgivende natur er blandt aktiviteterne. Wellnessfaciliteterne i SeaWest betyder desuden, at kursets deltagere får rig lejlighed til forskellige former for kropslig forkælelse.

Skrevet af Flemming Juul