- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Strategisk indsats lønner sig i Odense

Investeringer i at udvikle Odense som destination, markedsføring i udlandet og samarbejde mellem aktører menes at have en andel i, at antallet af sommerovernatninger i byen er steget.

215.996 overnatninger. Så mange blev der foretaget i Odense i løbet af højsæsonen. Det er en stigning på godt syv procent i forhold til sommeren sidste år, og udviklingen betyder, at den fynske hovedstad ender højere end landsgennemsnittet, der i år var på en procent.

Odense Kommune mener, at det er et amalgam af initiativer, der har resulteret i, at flere turister overnattede i byen i den nu forgangne sommer. En del af æren tilskrives både events, markedsføring, de eksisterende attraktioner samt investeringer i kunst og kultur.

Udviklingen er hjulpet på vej af, at flere udenlandske gæster har fået øjnene op for Odense, fortæller kommunen.

Samlet set er antallet af turister fra udlandet steget med 3,3 procent i forhold til sidste år. Dermed tegner de udenlandske gæster, der fortrinsvis stammer fra Tyskland, Sverige, Holland, Norge og USA, sig for 42,5 procent af det samlede antal overnatninger denne sommer.

Kombinerer forskellige oplevelser
Fremgangen i antallet af overnatninger er ikke kommet af sig selv, fortæller Tue Kempf, der er direktør for Destination Fyn.

“Odenses flotte vækst er et tydeligt resultat af en vedholdende og strategisk indsats, hvor både kommune, attraktioner, erhvervsliv og destinationsselskab har arbejdet målrettet sammen. Når Odense styrker sin position som storbydestination, løfter det hele Fyn som oplevelsesdestination.”

”Vi ser en klar tendens til, at gæster i stigende grad kombinerer kulturoplevelser i byerne med natur og kystferie, og her spiller Odense en nøglerolle i at tiltrække endnu flere gæster og gøre øen attraktiv for nye målgrupper.”

Der er blandt andet blev lavet en international markedsføringsindsats, der har resulteret i presseomtaler i medier såsom Forbes, New York Times, The Independent og Vogue, samt en række byudviklingsprojekter, der har haft til hensigt at gøre Odense en mere attraktiv og tilgængelig oplevelsesdestination.

Stopper ikke her
Ifølge borgmester Peter Rahbæk Juel (S) fra Odense Kommune er det en ambition, at Odense skal være at finde i det gode selskab blandt de destinationer, som turister ønsker at opleve. Derfor vil man heller ikke hvile på laurbærrene.

“De flotte turismetal viser, at Odense er på landkortet for mange, både i Danmark og internationalt. Vi skal være blandt Danmarks mest attraktive turistdestinationer og samtidig bidrage bæredygtigt til turismeøkonomien.”

”Vi fortsætter det stærke arbejde med at udvikle byen som en levende og attraktiv destination året rundt.”


Relaterede artikler:

Fynsk turisme scorer hattrick med ny aftale

Amerikanske turister strømmer til Odense

Sport og robotter en turismesucces i Odense