I løbet af i år slår Strawberry dørene op for sit sjette hotel i Malmø. Det nye hotel kommer til at være kædens allermindste i Sverige og byde på både værelser og suiter.
Strawberry har sit allermindste hotel i Sverige på vej i det centrale Malmø. Når vi når årets afslutning, kommer det totalrenoverede hotel til at åbne med 45 værelser og restaurant under navnet Home Hotel Baltzar – navngivet efter Baltzarsgatan, hvor hotellet har hjemme. Kronen på værket bliver to 45 kvadratmeter store tårnsuiter med udsigt over Malmøs tage.
”Allerede når man hører navnet og ser billederne, ved man, at dette bliver et ikonisk hotel. Det går lige i hjertet og efterlader en meget varm følelse af at være kommet hjem. Det føles rigtig dejligt, at vi nu kan udvide vores forretning i Malmø ved at tilføje Home Hotel Baltzar,” siger Petter Stordalen, den norske ejer af Strawberry.
Strawberry fremhæver, at hotellet ligger midt i Malmøs mest attraktive shopping- og restauranttætte områder, og at der kun er få minutters gang fra Centralstationen, Lilla Torg og Slottsträdgården.
Bliver til gennem franchiseaftale
Det nye Strawberry-hotel i Malmø sker gennem en franchiseaftale mellem MJN Holding og Strawberry. Renoveringen af ejendommen har været i gang i et stykke tid, oplyser Strawberry.
”Det føles virkelig fantastisk at kunne puste liv i ejendommen ved omhyggeligt at renovere og forfine værelserne med respekt for bygningens historie og sjæl. Når vi er færdige i slutningen af året, er vores ambition at tilbyde Sveriges hyggeligste hotel,” siger det nye hotels direktør, Göran Ivarsson, og tilføjer:
”Det føles også fantastisk, at vi gør dette i samarbejde med Strawberry og deres hotelkæde Home Hotel, som vi ved er yderst værdsat blandt hotelgæster.”
En del af relanceret kæde
Ejendommens ejer er Lomma Tegelfabrik, og selskabets administrerende direktør, Johan Tegner, deler også sin entusiasme for projektet.
”Vi er glade for det gode samarbejde med Strawberry og MJN Holding. Vi ser med stor forventning frem mod åbningen af et fantastisk hotel, som vil blive et stærkt supplement i det centrale Malmø,” siger han.
Hotellet bliver i øvrigt en del af den nyligt relancerede hotelkæde Home Hotel. En hotelkæde, som Strawberry mener udmærker sig ved at være kendt for altid at tilbyde sine gæster en spændende historie baseret på hotelbygningens eller beliggenhedens fortid og for værelsesprisen, som også inkluderer eftermiddagskaffe/te og aftensmad. Home Hotel Baltzar bliver Strawberrys sjette hotel i Malmø.
Relaterede artikler:
Petter Stordalen på Cypern: Sang for Spies-gæster