- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Strejker truer Europas flytrafik

Flyvninger over det meste af Europa risikerer sammenbrud i næste uge, når flyveledere i Frankrig, Tyskland, Spanien og Portugal planlægger at strejke.

Flyvninger over det meste af Europa risikerer sammenbrud i næste uge, når flyveledere i Frankrig, Tyskland, Spanien og Portugal planlægger at strejke.

Aktionen er planlagt til torsdag den 10. oktober og der er overvejende sandsynlighed for et betydeligt antal aflysninger og forsinkelser i flytrafikken.

Flyveledernes europæiske sammenslutning siger, at især rejsende i Tyskland, Frankrig, Spanien og Portugal bliver hårdt ramt, men strejken vil også berøre alle fly i luftrummene over Luxembourg, Holland, Belgien, Tyskland og Frankrig, hvor flyveledelsen varetages af Eurocontrol.

Personale i Albanien, Bulgarien, Kroatien, Cypern, Irland, Italien, Macedonien, Malta, Polen, Rumænien, Slovenien og Schweiz vil også deltage i strejkedagen.

Flyvelederne protesterer over planerne om en strømlining af den europæiske trafikkontrol, som man mener vil gå ud over flyvesikkerheden.

IATAs generaldirektør og CEO Tony Tyler advarer transportministrene om, at problemerne i forbindelse med strejken vil koste flyselskaberne i omegnen ag to milliarder kroner, hvis den gennemføres. Han og flere andre ledende skikkelser i flybranchen opfordrer ministrene til at gribe ind.

Flyveledernes sammenslutning ATCEUC repræsenterer over 14.000 flyveledere fra 26 europæiske lande.