For Indkøbsforeningen Samhandel, der har danske kroer, hoteller, konferencecentre, vandrerhjem og cateringvirksomheder som medlemmer, blev 2012 et godt år.
For Indkøbsforeningen Samhandel, der har danske kroer, hoteller, konferencecentre, vandrerhjem og cateringvirksomheder som medlemmer, blev 2012 et godt år.
”Omsætningen steg, og overskuddet, der tilbagebetales til medlemmerne i form af bonus, er også vokset. Faktisk er der tale om en fordobling af både omsætning og overskud fra 2010 til 2012”, siger direktør Anders Guldborg fra Samhandel.
Indkøbsforeningen omsatte i 2012 for 194 millioner kroner. Det er en stigning på 20% i forhold til 2011, men næsten en fordobling i forhold til 2010. Foreningen havde ved årsskiftet 156 medlemmer, og foreningens overskud tilbagebetales til medlemmerne i form af et optjent bonus. Den samlede bonussum, som medlemmerne fik udbetalt for 2012, var 11,9 millioner kroner, hvilket er mere end dobbelt så meget som i 2010 og 35% mere end i 2011.
”Samhandel blev stiftet i 2007 af Danske Kroer & Hoteller og Danhostel Danmarks Vandrerhjem, og navnlig i det seneste par år har foreningen markeret sig som en central spiller, når det gælder indkøb til hoteller, kroer, konferencecentre, vandrerhjem og catering-virksomheder”, siger foreningens direktør. Foreningens medlemstal er steget med 43% fra 2010 til 2012, og medlemsfremgangen fortsætter. Alene i 1. kvartal 2013 har foreningen fået 10 nye medlemmer.
”Væksten fortsætter i 2013. I 1. kvartal havde vi en omsætningsfremgang på 30%, og alt tyder på, at denne fremgang fortsætter i resten af 2013”, tilføjer Anders Guldborg.