- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Sun-Air kigger på nye ruter

Fra åbningen af Sun-Airs nye rute fra Billund til Zürich, yderst til venstre COTRA-formand, Anette W. Hoelgaard fra Terma, travel manager Nomi Kustosz Andersen fra Grundfos, direktør for Billund Lufthavn, Kjeld Zacho Jørgensen, Sun-Airs ejer, Niels Sundberg, og premiereflyets besætning.

FLYSELSKABER: Sun-Air åbnede mandag sin seneste udenrigsrute, men det danske flyselskab har planer om flere – bl.a. fra udlandet til europæiske destinationer.

Mandag eftermiddag lød gonggongen atter i Billund Lufthavns store, flotte Amlet Lounge med plads til 200 gæster. Klokken bruges af direktøren i Danmarks næststørste lufthavn som signal om åbning af ny rute. Denne gang var det Sun-Air, der nu flyver fem gange om ugen mellem Billund og Zürich.

I sin tale ønskede lufthavnens direktør, Kjeld Zacho Jørgensen, Sun-Air held og lykke med den nye rute og sagde, at sidste år havde Billund Lufthavn 800.000 forretningsrejsende på sine stadig flere udenrigsruter. Ruten til Zürich er British Airways partneren Sun-Airs’ 8. fra Billund og med på premiereturen var 28 indbudte gæster, bl.a. travel managers fra store jyske virksomheder og direktører for store jyske erhvervsrejsebureauer samt Stand By og TV Syd, der i aften kl. 19.30 viser nye udenrigsruter fra Billund Lufthavn.

Zürich-ruten blev officielt indviet af travel manager i Grundfos, Nomi Kustosz Andersen, tidligere formand for Corporate Travel Danmark, COTRA, der bl.a. tiltrækker nye flyruter til jyske lufthavne.

Stand Bys næste nummer, der udkommer sidst i maj, har reportage fra ruteåbningen og døgnet for de indbudte i Zürich.

På vej mod Zürich fortalte Sun-Airs ejer og grundlægger, Niels Sundberg, bl.a., at selskabet fra vintersæsonen håber at starte ny rute fra Hamborg til London City Airport med to fly på hverdage; selskabet har i flere år betjent London City fra Billund. Niels Sundberg tilføjede, at Sun-Air i år forventer 300.000 passagerer.

Og under døgnet i Schweiz’ største by, sagde Sun-Airs kommercielle direktør, Kristian Tvergaard, at selskabet i år – måske først næste år – håber at åbne mellem Gøteborg og Zürich med to fly på hverdage.

Sun-Air abonnerer primært på strategi om direkte ruter fra Jylland i samarbejde med det jyske erhvervsliv og flyver i dag fra Aalborg til Oslo, fra Aarhus til Gøteborg, Oslo og Stockholm Bromma samt fra Billund til Bergen, Bruxelles, Düsseldorf, London City, Manchester, München, Oslo og nu også Zürich. Ligeledes flyver Sun-Air mellem Gøteborg og Manchester.