- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Sun-Air overtager ambulanceflyvning i Grønland

De grønlandske patienter, der skal behandles på danske sygehuse, bliver i fremtiden fløjet af Sun-Air of Scandinavias ad hoc afdeling, JoinJet.

JoinJets aftale kom i stand i samarbejde med Air Greenland, som står for hovedaftalen med sundhedsvæsnet i Grønland og omfatter omkring 30 årlige ambulanceflyvninger til Danmark.

”Det er en opgave, vi er stolte over at kunne løfte, og vi glæder os til at påtage os den. Vi er sikre på, at vi kan levere et højt niveau og sørge for en sikker transport for patienterne”, siger Carsten Vistisen, General Manager i JoinJet.

Erfarne kræfter på opgaven
Grønland er et specielt land for ambulanceflyvning både i forhold til vejr og landingsforhold, og det kræver erfaring og de rigtige kompetencer. JoinJet har fløjet ambulanceflyvning siden 2011 og flyver i dag patienter over hele verden.

”Ambulanceflyvning i Grønland kræver ekstra opmærksomhed på grund af det specielle vejr og de store distancer mellem lufthavnene. Vi har erfaring fra hele verden og kender de forhold, vi skal være ekstra opmærksomme på”, siger Carsten Vistisen. Det vil dog primært vil være patienter fra Kangerlussuaq og Narsarsuaq til Rigshospitalet i København, der bliver tale om.

Air Greenland er tilfredse
”I over 18 år har Air Greenland sikret transporten af patienter imellem Grønland og Danmark, det er en stor opgave. JoinJet leverer professionel ambulanceflyvning, og vi ser frem til samarbejdet”, siger kommerciel direktør Maliina Abelsen fra Air Greenland.

Sun-Air/JoinJet benytter to Hawker 800XP2 i ambulanceflyvningen. Det er specialfly udstyret med plads til to fuldintensive patienter og en tredje liggende patient. JoinJet råder over et erfarent lægeteam med mange års erfaring i ambulanceflyvning, og som er standby 24 timer i døgnet.

JoinJet er en afdeling af Sun-Air, der fortager ad hoc-flyvning med baser i Billund, Augsburg og Marseille. JoinJet arrangerer individuelle flyvninger med for eksempelvis VIPs, virksomheder, bands, sportsklubber og ambulanceflyvning på verdensplan.

Relaterede artikler:

Generationsskifte i Sun-Air

’Acceptabelt resultat’ for Sun-Air

Grønlandsk flyselskab har luft under vingerne