Da Sunweb i 2010 kom ind på det danske marked, havde man 3.500 rejsende. Nu, 15 år senere, er man blandt de tre største rejsearrangører i Danmark med cirka 175.000 sol- og skirejsende i år.
Den markante vækst skyldes ifølge Sunwebs landechef i Danmark og Sverige, Jan Lockhart, tre faktorer: en ung kundebase, fleksible rejsemuligheder og en hybridmodel mellem klassisk charter og online rejsebureau.
I en pressemeddelelse siger Jan Lockhart: ”Over 40 procent af vores kunder er under 35 år. Det er unge par og småbørnsfamilier, der vægter value for money og fleksibilitet. Vi tilbyder en kombination af pakkerejser og onlinebooking, og det tiltrækker en, i charterbranchen, usædvanlig stor gruppe af unge kunder.”
Sunweb er ifølge egne oplysninger den største aktør fra Danmark. Da rejsebureauet Tyrkiet Eksperten gik konkurs i 2013, overtog Sunweb kundedatabasen. Dengang var der 3.500 årlige rejsende med Sunweb til Tyrkiet – i år når tallet op på 70.000, oplyses det.
Fordele og ulemper
Jan Lockhart peger i pressemeddelelsen på, at i modsætning til de største konkurrenter (for eksempel Spies, TUI og Apollo, red.) ejer Sunweb hverken flyselskaber eller hoteller.
Det giver både fordele og ulemper, siger Jan Lockhart og fortsætter: ”Vi kan reagere hurtigt på udviklingen og forhandle de bedste aftaler. Til gengæld opfinder vi ikke unikke hotelkoncepter eller nicherejsemål, men fokuserer på det, danskerne allerede elsker.”
Sunweb købte i 2022 det svenske rejsebureau Airtours, der nu bærer Sunweb-navnet. Sunweb Group opererer på syv internationale markeder – udover Danmark også på den hollandske hjemmebane samt i Belgien, Frankrig, Storbritannien, Sverige og Tyskland.
Sunweb, der er ejet af kapitalfonden Triton, har ifølge egne oplysninger over en million rejsende årligt.
Jan Lockhart sagde i februar i år til Standby.dk, at Sunweb i Danmark i år forventer 155.000 chartergæster – her af skal de 135-140.000 afsted i sommersæsonen. De fem største destinationer er Tyrkiet, Grækenland, Egypten, Spanien og Bulgarien.
Hertil kommer cirka 20.000 årlige skiturister til europæiske rejsemål.
Sunwebs chartergæster flyves fra Københavns Lufthavn, men charterrejsebureauet har også afgange fra lufthavnene i Billund og Aalborg med blandt andet de tyrkiske flyselskaber Freebird, Pegasus og SunExpress, mens man fra Aarhus Airport flyver til Egypten med fly fra Air Cairo.
Relaterede artikler:
Sunwebs danske rejsebureaudirektør også chef for Sverige
Travelheart Family er nu største danske rejsegruppe
Sunweb lander millionoverskud og rekordsalg