- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Sure Smileys til to danske rejsebureauer fra Pakkerejse-Ankenævnet

ANKENÆVN: Rejsebureauer, som ikke følger Pakkerejse-Ankenævnets kendelser, får sure Smileys på nævnets hjemmeside. Dem har et rejsebureau netop fået tre af, mens et andet har fået én.

ANKENÆVN: Rejsebureauer, som ikke følger Pakkerejse-Ankenævnets kendelser, får sure Smileys på nævnets hjemmeside. Dem har et rejsebureau netop fået tre af, mens et andet har fået én.

SunCharter er i dag ejet af DK Rejs fra Aarhus, som overtog SunCharter til sæsonen 2012. Men de tre sure Smilyes, Pakkerejse-Ankenævnet netop har tildelt SunCharter, stammer fra sager under SunCharters tidligere ejer, Jesper Schousen. Det oplyser DK’s adm. direktør, Morten Søndergaard Pedersen, til standby.dk

Også Nadania Safaris fra Roskilde har netop fået en sur Smiley af Pakkerejse-Ankenævnet.

”DK Rejs overtog domænerne Uptours, DUF-Rejser.dk og Suncharter fra selskabets tidligere ejer, Jesper Schousen. Vi købt i vinteren 2012 navn, logo og domæne, og har kun drevet Suncharter en sæson,” siger Morten Søndergaard Pedersen og tilføjer:

”Det er korrekt, at selskabet der i sin tid drev Suncharter, har fået tre sur Smileys, men den sag har intet med det nuværende Suncharter at gøre.”

Pakkerejse-Ankenævnet offentliggør på sin hjemmeside liste over de rejsebureauer, der ikke efterlever dets kendelser. Den ”elektroniske gabestok” går tilbage til 2004 – sidste år havde ingen bureauer sure Smileys.

DK Rejs er også moderselskab for Dansk Ungdomsferie (DUF) og Uptours. Rejs.dk’s rejseselskaber har alle fokus på Bulgarien, hvortil det hver sommer sender ca. 6.000 gæster.

To af de tre ikke efterlevede domme over Suncharter under dets tidligere ejer drejer sig om rejser til Bulgarien – den tredje var til Mallorca. Klagerne går bl.a. på ”utilfredsstillende indkvartering navnlig pga. andet hotel end det bestilte” og ”værelsets standard og guidernes behandling af sagen.”

Trods Pakkerejse-Ankenævnets kendelse om kompensation til gæsterne, har Suncharter ikke efterfulgt disse.

Også Nadania Safaris v/Steen Hansen i Roskilde har nu en sur Smiley på Pakkerejse-Ankenævnets hjemmeside pga. ”utilfredsstillende fotosafari i Namibia.”

Dommene, afsagt af Pakkerejse-Ankenævnet formand, byretsdommer Mikael Kragh, kan ses på nævnets hjemmeside.

I øvrigt er ingen af DK Rejs’ rejsebureauer medlem af charterselskabernes brancheforening, RID (Rejsearrangører i Danmark). RID’s 13 rejsearrangører står for ca. 85 pct. af samtlige charterrejser med fly ud af Danmark. For at være medlem af RID kræves bl.a. at ”arrangørerne driver deres virksomhed på en seriøs måde,” står der på RID’s forside.