- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Svensk skrækscenarie: danske rejsebureauer på opkøb

Også svenske rejsebureauer presses af coronakrisen. Uden statslige milliarder risikeres mange konkurser ”og overtagelse af danske bureauer,” siger direktør i Sveriges rejsebureauforening.

De svenske grænser er stort set åbne som før coronakrisen, men da resten af verden nærmest er lukket og det svenske udenrigsministerium fraråder unødvendige rejser, kan kun få svenskere rejse på ferie i udlandet.

Ifølge beregninger fra den svenske modsvarighed til Danmarks Rejsebureau Forening, der i Sverige hedder SRF, Svenska resebyrå- och arrangörsföreningen, har i øjeblikket cirka en million svenske rejsekunder seks milliarder svenske kroner til gode for aflyste pakkerejser som følge af coronakrisen

Det skriver det svenske erhvervsmedie Dagens Industri.

Til at bringe de svenske rejsebureauer gennem krisen har SRF foreslået den socialdemokratiske svenske regering, at der oprettes en støttefond for rejsebureauerne. Fonden skal være på seks milliarder svenske kroner og skal være selvfinansierende de kommende 20 år. Pengene skal tilbagebetales ved at lægge fem kroner oven på hver flyrejse og 25 kroner på hver pakkerejse ud af Sverige.

SRF har cirka 300 svenske rejsebureauer som medlemmer med samlet 7.000 medarbejdere. De 300 SRF-medlemmer omsatte i 2018 for cirka 60 milliarder svenske kroner, omkring 80 procent af omsætningen i den svenske rejsebureaubranche, oplyser SRF.

Det svenske oppositionsparti Moderaterna støtter SRF’s forslag om en fond for rejsebureauerne på seks milliarder kroner til tilbagebetaling af aflyste pakkerejser til udlandet som følge af coronakrisen.

Men pengene fra den svenske stat skal komme nu, eller vil der komme mange konkurser blandt svenske rejsebureauer, skriver DI.se

”Konkurser uden statslige milliarder”
SRF har rykket den svenske regering for hjælp med milliardfonden. ”Kommer der ingen løsning har mange (rejsebureauer, red) intet andet valgt at gå konkurs de kommende uger,” siger generalsekretær for SRF, Didrik von Seth, til Dagens Industri og tilføjer:

”Gør vi ikke dette i Sverige (med en milliardfond, red), så vil mange virksomheder (rejsebureauer, red) blive overtaget af danske virksomheder.”

Relaterede artikler:

”For tidligt at gætte om udlandsrejser til sommer”

Sverige vil sikre vigtig indenrigsflytrafik

”Turistkontorer får stor rolle efter corona-krisen”