En ny undersøgelse viser, at adskillige hoteller i Sydafrika skruer priserne urimeligt op i forbindelse med VM i fodbold.
Sydafrikas turistminister Marthinus van Schalkwyk har fået gennemført en månedlang undersøgelse for at få et klart billede af hotelpris-udviklingen. Undersøgelsen omfatter 2.479 overnatningssteder af forskellig art i alle landets ni provinser.
Resultatet er, at 65% af overnatningsstederne i Johannesburg har øget prisen med over 50% i forhold til højsæsonpriserne. I Durban gælder det tilsvarende for 53% af overnatningsstederne, mens det for Cape Town området ’kun’ er knap 20% af overnatningsstederne, der har sat priserne op med over 50%.