Snälltågets daglige togrute mellem Stockholm og Hamborg stopper i Kolding, og det giver nye muligheder for turismen, vurderer destination. Nu handler det bare om at få dem til at stige af.
Siden maj har der været lidt ekstra travlt på banegården i Kolding, da den sydjyske by er udvalgt som et af de danske stoppesteder, hvor Snälltågets nye dagsrute mellem Stockholm og Hamborg gør holdt. De andre er København, Odense og Padborg.
Ruteåbningen betyder, at tyske passagerer kan være i Kolding på lidt over tre timer, mens det tager omkring otte timer fra Stockholm. Det ser Destination Trekantområdet som en gylden mulighed for at tiltrække flere udenlandske gæster og øge den lokale omsætning.
Skal motiveres til at stige af
Tyskland og Sverige er i forvejen blandt destinationens vigtigste udenlandske markeder. I 2025 stod tyske gæster for 522.032 overnatninger, mens svenske turister foretog 159.729 overnatninger. Samtidig voksede både det tyske og svenske marked med omkring 16 procent sammenlignet med året før.
I og med at interessen i forvejen er i vækst, er timingen af den nye direkte dagtogsforbindelse mellem de to storbyer altså fordelagtig, vurderer Destination Trekantområdet. Den store opgave bliver dog at sørge for, at i hvert fald en del af passagererne rent faktisk også stiger af toget i Kolding, lyder det.
Det forsøger Snälltåget at friste dem til ved at etablere egen busservice til Legoland Billund Resort i perioden mellem den 22. juni og den 2. august, ligesom selskabet også forsøger sig med at sælge pakkerejser med tog, transfer, overnatning samt entré til både Legoland og Lalandia.
Fortælling skal ud over rampen
Martin Perregaard-Bitsch, der er direktør i Destination Trekantområdet, forklarer, at det også handler om at få de udenlandske turisters øjne op for de oplevelser, som hele egnen byder på.
Derfor vil en del af destinationsselskabets egen markedsføring i udlandet fremover handle om, at togrejserne samt de oplevelser, der er relativt nemme at komme til, hvis man står af på banegården i Kolding, skal gøres mere synlige.
”De fleste af vores byer kan nås inden for kort tid med tog eller bus, og når Kolding bindes tættere på europæiske storbyer, bliver hele Destination Trekantområdet mere tilgængelig for to helt centrale markeder i udlandet.”
”Det kommer ofte bag på mange af vores udenlandske gæster, hvor meget man kan opleve inden for korte afstande her – og det er en fortælling, vi lægger mange kræfter i at få fortalt. Samtidig passer togforbindelserne godt til den bæredygtige retning, vi gerne vil bevæge turismen i, og her er toget en konkret og attraktiv mulighed.”
Betegnes som et stærkt udgangspunkt
Aktuelle tal peger på, at turisme tegnede sig for en omsætning på 2,4 milliarder kroner i Kolding sidste år, hvor byen havde flere end 358.000 udenlandske overnatninger. Håbet er, at de daglige tog kan benyttes som en løftestang til at øge begge tal.
”Jeg glæder mig over, at Kolding nu bliver lettere at nå med tog fra flere europæiske storbyer. Det giver nye muligheder for byen og for det lokale erhvervsliv – fra hoteller, restauranter og butikker til kulturinstitutioner og attraktioner,” siger Kolding Kommunes borgmester Jakob Ville (V).
”Når man står af på Kolding Banegård, kræver det ikke mange skridt at finde oplevelser, spisesteder og overnatningssteder. Det er et stærkt udgangspunkt for byen. Samtidig kan de nye forbindelser være med til at skabe endnu mere liv i gaderne og understøtte en turisme, der ikke kun samler sig om få sommeruger, men skaber værdi for branchen hele året rundt.”
Relaterede artikler:
Jysk destination runder grøn milepæl