- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Tæl kun de lyse timer

Natten til søndag nat går vi over til vintertid, og spørgsmålet er om vi skal blive ved med at have to forskellige årstider med en time frem og en tilbage, forår og efterår. Det spørgsmål er EU også gået ind i.

Turistorganisationer med hoteller og restauranter er ikke i tvivl, når det gælder spørgsmålet om sommertid. Tæl kun de lyse timer. Det er lykke for udendørs servering eftermiddag og aften. Samtidig sparer det på el-regningen. EU vil også lege med.

Flyselskaberne er formentlig ret ligeglade, bare passagererne kommer til tiden, hvad enten det er lyst eller mørkt. I deres verden er der en standard tid (UTC) som ikke har sommer eller vintertid, men har fast tid året rundt. En såkaldt ”coordinated universal time”.

Til gengæld bruger flyselskaberne i dag de to dage i marts og oktober til deres helt egne skiftedage, hvad nye ruter og destinationer angår. Store skiftedag er i denne weekend. Typisk for charterflyene, at man skifter fra græske og spanske destinationer til De Kanariske Øer. Det er dog ikke helt så regelret, som det var engang, fordi lavprisselskaberne også er kommet ind i billedet.

For mig har der aldrig været nogen tvivl. Det må gerne være sommer hele året rundt. Lyse aftener og mørkt om morgenen. Når man er vokset op i en lille landsby i efterkrigsårene (nej ikke 1. verdenskrig), og i sin fritid har været med til høsten ude på landet, kunne man ofte høre landmændene brokke sig.

Sommertid siden 1914
Det havde trods alt været sommertid siden 1914, og det betød, at høsten med at køre korn ind (kendt for nutiden i de gamle Morten Korch film), blev det nogle lange dage, fordi duggen først forsvandt op ad formiddagen.

De unge kunne lide de lyse aftener, når de skulle dyrke idræt udendørs – og det skulle man hovedsageligt dengang. Men de fik sent fri under høstarbejdet. Landbruget er mig bekendt forsat imod sommertid.

De lyse nætter
Hvad enten man selv er turist i Italien og kan nyde, at de varme lyse aftener bliver ved med at være lyse –i hvert fald en time mere – gælder det også vore turister i Danmark. De lyse nætter er en attraktion i sig selv. Det gælder sikkert også i Tivoli og øvrige danske forlystelsesparker, når man skal tænde lysene en time senere. Om morgenen og det meste af formiddagen er der alligevel ikke åbent.

EU blander sig selvfølgelig, men for engang skyld må de gerne gøre det for min skyld. For det første vil EU bevare direktivet, som fastslår, at alle EU-lande skal være enige. Siden 1996 har der været enighed i cirka 70 lande rundt om i verden, ifølge TV 2. En undersøgelse fra i sommer viser, at omkring 84 procent gerne vil afskaffe tidsskiftet to gange årligt. Men der er tilsyneladende uenighed om, hvorvidt det skal være vores nuværende  sommertid, der bliver normaltid. EU-Kommissionen forventer flertal i de kommende måneder for at fjerne skiftet.

Hvis man skal udlede noget af folkestemningen, så er der især i Tyskland opbakning til at gøre sommertid permanent. Populært sagt skal vi så være en time foran naturens orden hele året. Fint for mig.

Midnatssolens land
Noget tyder på, at EU giver landene fri til selv at bestemme. Det lyder ikke rart. Det er svært nok at holde styr på forskellene i dag. Lad os endelig beholde enighed blandt de 70 lande.

Midnatssol i de nordligste områder af vore nabolande Norge og Sverige – samt i Finland, Island og Grønland, er spændende at opleve, men de mørke døgn kan vi godt undvære.

Da jeg spurgte en finsk guide på en pressetur, hvad de egentlig fik tiden til at gå med i vinterhalvåret kom svaret: ”Om sommeren da fisker og elsker vi. Om vinteren da fisker vi ikke!”

Sov bare en time længere på søndag. Flyene skal nok følge de nye afgangstider. Og herhjemme er der alligevel længe til, at de første udendørs restauranter igen lukker op. Til den tid har EU og medlemslandene forhåbentlig besluttet sig for, at vi altid skal have sommertid som normaltid. Det må selv landbruget lære at leve med – og midnatssol får vi aldrig.