- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Tager første spadestik til flere hotelværelser

Skanderborg Park har netop iværksat en stor udvidelse, der skal munde ud i, at kapaciteten vil overstige 100 værelser, når byggeriet er færdigt. Hotellet får desuden også flere andre faciliteter

Nu har man taget et stort skridt I retning af fremtiden på Skanderborg Park, da konferencehotellet netop har taget første spadestik til en større udvidelse, hvor man både vil ombygge eksisterende byggeri og opføre nyt.

I øjeblikket råder Skanderborg Park over 73 værelser, men efter planen vil man næste år have øget dette til 109. Det er dog ikke kun nye værelser, der er på vej på Skanderborg Park, oplyser Finanssektorens Uddannelsescenter (FU), der ejer hotellet.

I tillæg til den øgede kapacitet vil man nemlig også opføre en ny konferencesal til brug for hotellets gæster, hvor der vil blive plads til op mod 250 personer, samt en ny ejendom med kontorer til Finanssektorens Uddannelsescenters 80 ansatte.

Kalder det fundamentet for fremtiden
Byggeriet af den nye udvidelse gik officielt i gang mandag i denne uge, og for nuværende ventes den udvendige del at stå færdig i løbet af sommeren 2026, mens man regner med, at den indvendige vil være klar til brug i december næste år.

Ole Beith, der både er direktør i Sparekassen Thy og bestyrelsesformand for Finanssektorens Uddannelsescenter, var med til at tage første spadestik, og han hæfter sig ved, at man skal have en ny ramme, der matcher stedets ambitioner.

”Med den nye kontorbygning og udvidelsen af Skanderborg Park skaber vi fundamentet for fremtiden for vores fælles uddannelsescenter. Vi tror på vækst, og vi tror på, at FU også i fremtiden er et fyrtårn for læring og viden i finanssektoren. Det skal afspejles i de fysiske omgivelser.”

Kontorer bliver til værelser
Det er de kontorer, som personalet hos Finanssektorens Uddannelsescenters hidtil har benyttet, der skal bygges om og forvandles til 36 nye værelser på hotellet, som ligger omgivet af træer på en grund ikke langt fra Skanderborg Sø.

At man både får øget kapaciteten på hotellet og de ansatte hos FU kan se frem til en ny hverdagskulisse, er Søren Laursen, der er administrerende direktør for sidstnævnte, godt tilfreds med.

”Det er en stor dag, når vi endelig kan sætte spaden i jorden. Vi glæder os over den store opbakning fra både bestyrelsen, resten af medlemskredsen og medarbejderne og kan næsten ikke vente, til vi kan rykke ind i vores nye lokaler.”


Relaterede artikler:

Skanderborg lancerer nye partnerskaber

Afslører: Disse hoteller er nomineret til branchepris

Snart skal Skanderborg stå på egne ben