- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Terror kan påvirke danske mødesteder

MICE: ”Nogle mødesteder i København er indrettet, så de kan gøres yderst svære at trænge ind i, men det er en del af det danske samfund, at vi kan mødes, hvor vi vil,” siger Horestas formand i Hovedstaden efter lørdagens skyderi, der startede ved mødestedet Krudttønden på Østerbro.

Teatersalen på Krudttønden, hvor lørdagens møde foregik. Arkivfoto fra Krudttønden.dk

MICE: ”Nogle mødesteder i København er indrettet, så de kan gøres yderst svære at trænge ind i, men det er en del af det danske samfund, at vi kan mødes, hvor vi vil,” siger Horestas formand i Hovedstaden efter lørdagens skyderi, der startede ved mødestedet Krudttønden på Østerbro.

En civil blev dræbt og tre politifolk lettere såret, da der lørdag eftermiddag på ca. 30 sekunder blev affyret omkring 50 skud udenfor Kulturhuset Krudttønden på Østerbro. Indenfor skulle der være debatmøde om ytringsfrihed med bl.a. Lars Vilks, der har tegnet profeten Muhammed som en hund…

Krudttønden er nu lukket på ubestemt tid, oplyser dets hjemmeside.

Terrorangrebet mod Krudttønden rejser også spørgsmålet, om der f.eks. i København er nok steder, hvor der kan holdes højrisiko-møder; hvor politiet kan screene deltagere i arrangementet.

Hertil siger formanden for hotelbranchens arbejdsgiverforening i Hovedstaden, Horesta, Allan Agerholm, til standby.dk:

”Nogle mødesteder i København, f.eks. nogle hoteller, er indrettet så det kan være yderst svært at trænge ind i det. Men det er jo en del af vores danske samfund, at vi skal kunne holde vores møder, hvor vi vil. Det skal fanatikere ikke bestemme.”

”Omvendt vil det skete nok ændre ”møde-landskabet,” så der bliver større fokus på møder, hvor der kan være en risiko,” siger Allan Agerholm, der ikke har bud på, hvor mange højrisikomøder der årligt er i København.

Lørdagens møde i Krudttønden skulle være holdt i kulturhusets teatersal, der har plads til 120 personer.