Nu er det officielt - Thai Airways flyver fra 11. november og til sidst i marts tre gange om ugen direkte fra København til Phuket med en B747. På hjemturen skal gæsterne via Bangkok.
”Vi fik få dage siden den endelige bekræftelse, 11. november letter den nye rute. Den er i systemerne og hver dag kommer der bookinger. Der er meget stor interesse fra rejsebureauerne – ruten bliver en succes, det er vi sikre på,” sagde Thai Airways salgsdirektør, Flemming Sonne, tirsdag til takeoff.dk
Da Thai Airways sidste i maj offentliggjorde den nye rute var antagelsen, at den skulle flyves fra 4. november – det blev så en uge senere.
I øvrigt, siger Flemming Sonne, arbejder Thai Airways på, at flyselskabet også kan indføre online check-in – endnu vides det ikke, hvornår det kan rulles ud.
Den nye rute fra København til Bangkok flyves også med
Boeing 747-400, som Star Alliance-selskabet bruger på sin i forvejen daglige flyvning fra København til Bangkok.
Phuket-ruten, der er Thai Airways’ eneste fra Europa, afgår fra København kl. 20.45 på onsdage, fredage og lørdage med ankomst til Thailands største ø næste dag kl. 13.20. En flyvning på små 11 timer.
Når passagererne skal hjem fra Phuket, skal de først flyve med Thai Airways til Bangkok. Herfra flyves der til København kl. 13 på onsdage, fredage og søndage – flyet lander samme dag kl. 18.45 i Københavns Lufthavn.
Med de tre ekstra ugentlige B747-flyvninger øger Thai sin kapacitet på Danmark-Thailand over 40 pct. B747’erne fra Thai Airways har 389 passagersæder, 14 på business, 50 på premium economy og 325 på economy.
Sidste år rejste 150.000 danskere til Thailand. Dermed overgås Thailand kun af USA som danskernes foretrukne oversøiske rejseland – sidste år fløj 260.000 danskere til USA.