- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Thailand dropper krav om færdigvaccinering

Kina har genåbnet sine grænser. Det fik i første omgang Thailand til at genindføre krav om dokumentation for færdigvaccinering mod corona, men det krav er nu trukket tilbage.

Kina genåbnede i weekenden mulighederne for at rejse ind og ud af landet – også for kinesiske turister, der igen vil til udlandet efter tre års nedlukning med corona. Det sker samtidig med et stort coronaudbrud i Kina med millioner af dagligt nysmittede.

Thailand har med kort varsel ændret sine krav om, at udenlandske turister skulle vise dokumentation for færdigvaccinering mod corona, inden passagererne rejser ind i Thailand.

I lørdags meddelte de thailandske myndigheder først, at man ville indføre indrejsekrav. Det er nu ændret til, at Thailand ikke kommer med nye krav. Det skriver Tourism Authority of Thailand (TAT) i en pressemeddelelse.

I Danmark har Statens Serum Institut (SSI) indtil videre vurderet, at krav om test af rejsende fra Kina til Danmark ikke vil have en større effekt på den danske epidemikontrol.

Thailand er kinesisk rejsefavorit
CNN
skriver, at efter Kina efter næsten tre års nedlukning på grund af coronaen gjorde klar til genåbning, er bookingtallene ud af Kina steget dramatisk.

CNN henviser til tal fra Trip.com om at kinesiske turister i første omgang navnlig gerne vil til Singapore, Sydkorea, Hong Kong, Japan og Thailand – rejsemål længere væk inkluderer USA, Storbritannien og Australien. Rykket forventes navnlig fra årets andet kvartal.

Før coronakrisen, der opstod i Kina, var kinesiske turister verdens gruppe af udenlandske turister. I 2019, året før coroaen, foretog kinesiske turister over 154 millioner udlandsrejser, ifølge United Nations World Tourism Organization (UNWTO).

I 2019 var Thailand det mest besøgte udenlandske rejsemål for kinesiske turister. Der var 11 millioner kinesiske ankomster til Thailand – cirka hver fjerde udenlandske turist. Herefter fulgte Japan, Vietnam, Sydkorea og Singapore.

Stigende smittetal i Kina
BBC
citerer det britiske sundhedsdatafirma Airfinity for, at Kina i løbet af denne uge kommer op på 3,7 millioner dagligt coronasmittede.

De kinesiske coronavacciner er ikke lige så effektive som de vestlige og mange navnlig ældre kinesere er ikke vaccineret.

Ligeledes forudser Airfinity, at Kina forventes at komme op på 25.000 coronarelaterede dødsfald om dagen – tallet forudses at ende på 1,7 millioner coronarelaterede dødsfald på den nuværende smittebølge forventes overstået sidst i april.

Det danske udenrigsministeriums rejsevejledning for Thailand kan ses her: rejsevejledning for Thailand.

 

Relaterede artikler:

VisitDenmark håber allerede i år på kinesiske turister

Brancheorganisationer: Kina-restriktioner er knæfald

Turister i hastig vækst på vej tilbage til Thailand