- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Thomas Cook i stort forsikrings-skift

REJSEFORSIKRING: Fra november går Thomas Cook for hele Norden fra Europæiske ERV til Gouda, der får tilført omkring 10 procent af den nordiske omsætning.

REJSEFORSIKRING: Fra november går Thomas Cook for hele Norden fra Europæiske ERV til Gouda, der får tilført omkring 10 procent af den nordiske omsætning.

Af Henrik Baumgarten og Ejvind Olesen.

Generelt er der en faldende tendens i rejsebureauernes salg af privatforsikringer. Mange tegner selv direkte eller vælger forsikring i forbindelse med andre forsikringer for hele husstanden.

Der er dog fortsat en ganske pæn del tilbage fra dengang, bureauerne næsten var ene om det marked i et samarbejde med Europæiske Rejseforsikring.

Nu går en stor kontrakt fra Europæiske til Gouda. I går bekræftede parterne, at Thomas Cook Northern Europe fra november flytter til Gouda med noget, som sidstnævnte forventer vil udgøre op mod 10 procent af selskabets nordiske omsætning.

”Vi får nye kunder hver dag og er selvfølgelig meget glade og stolte over at have fået Thomas Cook som ny storkunde,” siger adm. direktør Jesper Kjeldsgaard til standby.dk.

Han forventer, at det vil betyde fire-fem nye arbejdspladser. Gouda har 150 medarbejdere, heraf 120 i Danmark.

Humøret var af gode grunde ikke på samme højder i går hos Europæiske:

”Vi er da kede af at miste en så god kunde. På den anden side viste genforhandlingen med Thomas Cook , at vi ikke kunne nå hinanden, hvis vi også skulle have noget ud af det. Og vi er altså et firma, som gerne skal vise sorte tal på bundlinjen,” siger viceadm. direktør Dan Landt til standby.dk.

Om den tilbageværende rejsebureau-kages størrelse og fordeling af privatrejseforsikringer tør han ikke sige noget konkret, men formentlig udgør den del af salget ca. 30 procent hos Europæiske. Men det er for alle selskaber et svindende marked.

Om det kommer til at betyde afskedigelser hos Europæiske, er det endnu for tidligt at sige noget om.