- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Thomas Cook-konkurs koster Nets 750 millioner kr.

Tysk datterselskab til Nets, der i Danmark har Dankortet og Betalingsservice, mister omkring 750 millioner kroner på konkursen hos Thomas Cook. Nets i Norden: "Vi tabte ikke på konkursen."

Det er Nets’ tyske datterselskab, Concardis, der har mistet penge på Thomas Cooks forretning i Tyskland, skriver Børsen.

”Vi har som kortindløser honoreret berettigede indsigelser fra forbrugere, der stod til at lide et tab i forbindelse med konkursen,” skriver Klaus Pedersen, finansdirektør i Nets, til Børsen og tilføjer:

”Det har givet os et tab fra konkursboet, der efter skat og provenu samlet set forventes at blive tættere på 100 millioner euro (cirka 750 millioner kroner, red) på tværs af koncernen.”

Til STANDBY.dk oplyser Povl Damstedt Rasmussen, press relations manager, Denmark, fra Nets’ Group Communications:

”Vi har ikke kun leveret kortindløsningstjenester til Thomas Cook Group i Norden, men også i Tyskland. Forud for konkursen var vi i dialog med Thomas Cook Group for at finde en løsning.

Vi har ikke lidt tab i Norden, blandt andet på grund af, at selskabet blev videreført med nye ejere.

Beløbet (på de 100 millioner euro, red) relaterer sig til Thomas Cook Groups’ aktiviteter uden for Norden, hovedsageligt Tyskland. Det hænger sammen med, at vi skulle honorere rejsende, der stod foran et tab,” skriver Povl Damstedt Rasmussen til STANDBY.dk

Petter Stordalen købte Spies & Co.
Selve Thomas Cook-koncernen gik konkurs 23. september sidste år efter en længere periode med økonomiske kvaler i navnlig den britiske del af koncernen.

Den nordiske del, Thomas Cook Northern Europe, TCNE, med blandt andet Spies og Thomas Cook Airlines var overskudsgivende.

Efter konkursen i det britiske Thomas Cook-moderselskab købte den norske hotelkonge Petter Stordalen måneden efter sammen med de skandinaviske investeringsselskaber Altor og TDR Capital nordiske Thomas Cook Northern Europe. TCNE blev omdannet til Nordic Leisure Travel Group, mens Thomas Cook Airlines blev omdøbt til Sunclass Airlines.

Der er 2.300 medarbejdere i Nordic Leisure Travel Group i henholdsvis Spies, Ving i Sverige og Norge, Tjäreborg i Finland samt Sunclass Airlines. Flyselskabet, der har hovedkontor i Københavns Lufthavn, har cirka halvdelen af de ansatte i Nordic Leisure Travel Group.

Samlet omsatte Nordic Leisure Travel Group-koncernen i regnskabsåret 2017/18 for 11 milliarder danske kroner. Sidste år havde den nordiske rejsekoncern cirka 1,6 millioner kunder, der rejser fra 34 lufthavne i Norden. Af disse gæster fløj 275.000 med Spies i Danmark, heraf cirka 15 procent med rutefly.

Petter Stordalens selskab Strawberry Group har ligesom Altor hver 40 procent af Nordic Leisure Travel Group, mens TDR Capital har de resterende 20 procent af NLTG.

Relaterede artikler:

Her er Danmarks største charterbureauer

”Spies og resten af gruppen skulle holdes i live”

Ny direktør i Sunclass Airlines smuglet ind af bagdør