- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Tidl. WoCo-formand risikerer millionkrav

Eksterne undersøgelser af Wonderful Copenhagens ledelse under Melodi Grand Prix kan føre til en erstatningssag mod den tidligere bestyrelsesformand, Michael Metz Mørch. Det vurderer professor i fonds- og selskabsret på CBS i København Søren Friis Hansen ifølge Politiken.

Michael Metz Mørch.

Eksterne undersøgelser af Wonderful Copenhagens ledelse under Melodi Grand Prix kan føre til en erstatningssag mod den tidligere bestyrelsesformand, Michael Metz Mørch. Det vurderer professor i fonds- og selskabsret på CBS i København Søren Friis Hansen ifølge Politiken.

Wonderful Copenhagen vil rette sig efter de krav, Erhvervsstyrelsen kom med i en redegørelse sidste uge. Her fik fondsejede Wonderful Copenhagen kraftig kritik – særligt for at medvirke til at optage to lån hos DR uden tilladelse fra Erhvervsstyrelsen.

Ifølge Erhvervsstyrelsen traf Michael Metz Mørch beslutningerne om de to lån uden at få det godkendt af sin egen bestyrelse. Derfor er Wonderful Copenhagen nu under skærpet tilsyn og skal aflevere en redegørelse om sine dispositioner til Erhvervsstyrelsen hvert kvartal. Den første skal foreligge 28. februar – og her skal der også leveres en ekstern undersøgelse af, om der er grund til at rejse straffe- eller erstatningssager mod tidligere eller nuværende bestyrelsesmedlemmer, skriver bt.dk.

”Man har tilsyneladende påført fonden en gæld, som den hæfter for. Hvis den aftale, som bestyrelsesformanden egenhændigt indgik, er i strid med fondslovgivningen, så kan det udløse erstatningsansvar. Først og fremmest hos den tidligere formand, men måske også hos andre bestyrelsesmedlemmer og direktøren”, siger Søren Friis Hansen til Politiken.

I et notat fremgår det, at Eurovision Song Contest endte med at koste 334 millioner kroner. Det var især det projektselskab, som bl.a. Wonderful Copenhagen stod bag, der overskred sit budget med 100 millioner kroner. Dermed brugte projektselskabet 137 millioner i stedet for de budgetterede 35 millioner kroner.

Michael Metz Mørch trak sig som bestyrelsesformand i forbindelse med skandalen.