- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Tivoli får ok til kasino

Tivoli i København får mulighed for at hive ind på rouletten, hvad man har tabt på karrusellerne. Københavns gamle forlystelseshave skal til at drive kasino.

”Vi er glade på egne og Københavns vegne. Danmark og dermed Tivoli har over de seneste år oplevet et markant fald i udenlandske turister – en modsatrettet udvikling i sammenligning med de øvrige EU-lande. København har behov for nye tilbud af høj kvalitet,” siger Tivolis adm. direktør, Lars Liebst.

 

Justitsministeriet offentliggjorde i februar, at der kunne søges bevillinger til fire nye kasinoer i Danmark – to på land og to til vands.

 

Tivoli har fået den ene bevilling og åbner efter planen Tivoli Kasino i 2012 i H.C. Andersen Slottet ved Københavns Rådhusplads. Slottet bruges i øjeblikket til bl.a. mødefaciliteter. Tivoli har i dag fire spillehaller.

 

”For Tivoli giver et kasino mulighed for at udvikle vores forretning i tråd med havens over 100-årige tradition for at tilbyde alle slags spil,” siger Lars Liebst ifølge RB-Børsen.

 
I øvrigt tog Tivoli i fredags hul på sin 17. sæson i træk med Jul i Tivoli – blandt årets nyheder er en 45 meter lang kælkebakke (foto). Sæsonen afsluttes med en fyrværkerifestival til 30. december – der er åben alle dage, undtagen 24. og 25. december.

 

Skrevet af redaktionen