- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Tivoli klar med storskærm til fodboldfinale

Holder besøgstallene fra de seneste år, så forventer Tivoli på lørdag omkring 8.000 gæster på Plænen, hvor de på kæmpe storskærm kan følge Champions League-finalen mellem Tottenham og Liverpool.

Der er kampstart fra Madrid på lørdag klokken 21, men Tivoli begynder allerede opvarmningen til Champions League-finalen om eftermiddagen med rapperen Pede B som vært, han havde samme rolle sidste år ved den store fodboldfinale.

Finalekampen på lørdag er speciel, da det er første gang i Champions League-historien, at to britiske klubber mødes i finalen, Tottenham Hotspur fra London og Liverpool F.C., sidstnævnte tabte finalen sidste år til Real Madrid.

Årets finale på plænen i Tivoli vises på en 32 kvadratmeter bred storskærm, men allerede om eftermiddagen åbner Haven for aktiviteter samt konkurrencer i Plæneområdet. Det er Heineken og Pepsi, der i samarbejde med Tivoli igen i år sponserer denne særlige fodboldfest.

Finalen sidste år var så stor en succes, at Haven i år har udvidet programmet til at starte om eftermiddagen. Allerede fra klokken 14 kan Tivoli-gæsterne hygge sig med bordfodbold, klikbaner, lykkehjul og få taget deres eget foto med en kopi af Champions League-pokalen.

Fodbold fungerer godt i fællesskab
Pressechef i Tivoli, Torben Plank, siger forud for lørdagens finalen i Champions League:

”Champions League-finalen live i Tivoli har de seneste år vokset sig så stor, at man kan tale om at det er blevet en Københavner-begivenhed.

Sidste år deltog over 8000 fodboldfans. Fodbold fungerer godt i fællesskab. Mange tager familien med og mens de fodboldglade i familien hygger sig med humle, madkurv og fodbold, så går de øvrige om bord i forlystelserne,” lyder det fra Tivolis pressechef.

Relaterede artikler:

FCK skifter dansk rejsebureau

Landsholdshotel skal være endnu større

Nyt rejsebureau på banen med fodboldrejser